Det går faktisk ”ufattelig godt” for rigtig mange danske bureauer, viser Danmarks største brancheanalyse. Med et nettoresultat på 600 mio. kr. i 2017 er bureauerne sejlet i mål med et historisk resultat.

– Med en vækst på bundlinjen på 11 pct. og en vækst i dækningsbidraget på 6,5 pct. har vi i set en historisk rekord for branchen, siger manden bag analysen af de 323 bureauer, Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse.

 – Og selv om man skal være varsom med at spå om fremtiden, ser 2018 også ud til at blive et fint år. Det er måske knap så overraskende, fordi virksomheder i opgangstider traditionelt investerer i markedsføring.

Bruttoavancen er den bedste målestok

I Kreativitet & Kommunikation er man også positiv over for analysens konklusioner:

– Overordnet set så viser analysen, at der er god aktivitet i bureaubranchen. Vi kan kun være glade for, at der er stigende efterspørgsel efter services fra virksomheder indenfor de kreative erhverv, siger Tine Aurvig-Huggenberger, adm. direktør i KreaKom.

– Hvis vi kigger på udviklingen i omsætningen, så er der stadig god vækst i 2017, dog ikke så god som 2016. Men nu er omsætning ikke i sig selv en udtryk for sundhedstilstanden i en branche. Det siger mere noget om aktiviteten. 

– For at sige noget om sundhedstilstanden i branchen, plejer vi at kigge på bruttoavancen, det Ole Egholm kalder for dækningsbidraget. Her viser andre analyser (bl.a. fra MyResearch), at det er gode tider i bureaubranchen med en samlet vækst i bruttoavancen på 7,4 pct. 

– Dog var den højere i 2016 – nemlig på 7,8 pct. Hvilket passer fint til Dansk Brancheanalyses 6,5 pct. for 2017 og 5,9 pct. for 2016. Så det er den samme tendens, vi ser i udviklingen i bruttoavancen som i udviklingen i omsætningen i de to forskellige analyser.

Full service bureauerne klarer sig bedst

Andre observationer?

– Det, jeg synes er meget interessant i analysen, er den graf, der er nedbrudt på bureautyper, og hvor Ole Egholm viser overskud efter skat/ansat. Hvis der skæres ind til benet, så viser det noget om produktiviteten blandt bureautyperne. 

– Her kan jeg se, at der er en betragtelig vækst hos full service bureauerne, hvilket antager er analysens vurdering af reklamebureauerne, og PR-bureauerne. Hos mediabureauerne er der et lille fald i produktiviteten. 

– Det stemmer fuldstændigt overens med tendenserne fra vores egen statistik, hvor den samlede bruttoavance/medarbejder for vores medlemmer voksede med 5 pct. Mediabureauerne falder med 7 procent i bruttoavance/medarbejder, mens reklamebureauerne vokser med 12 procent og PR med 15 procent. Det siger noget om, at vores medlemmer er blevet bedre til at justere mandskab ift. aktivitet. 

Digitalbureauerne vinder terræn

Og et par ord til slut?

– Det er naturligvis dejligt at se, at de fem største bureaugrupper målt på nettoresultat er medlemmer hos KreaKom. Modsat viser det også, at digitalbureauerne vinder terræn, da der er 3 store digitalbureauer med på listen. Det bekræftes også af MyResearchs analyse, slutter Tine Auvig-Huggenberger. 

Dansk Brancheanalyse rapport om den danske bureaubranche dækker 323 bureauer, hvoraf de store netværk som fx Dentsu Aegis, WPP og Omnicom tæller som et bureau hver.

Rapporten, der er på 170 sider, er på gaden i næste uge og koster 3.600 kroner (+moms). Den kan bestilles ved at sende en mail til ole@danskbrancheanalyse.dk