Hvis man kan dømme på 23 bureauers regnskaber, så vil der være både gode og dårlige nyheder for bureaubranchen, når året 2009 er gjort endeligt op. De 23 bureauer i Bureaubiz’ analyse opnåede til sammen en bruttoavance på 530 millioner kroner og et overskud på 51 millioner. Der er tale om et markant fald i overskuddet på 41 procent. Blandt de gode nyheder er, at der kun er tale om et fald i bruttoavance på 1,1 procent. Hertil kommer, at kun fem bureauer havde underskud. Nøgletal som lønandel og bruttoavance pr. medarbejder blev alle forværret, hvilket kan tilskrives, at de 23 bureauer øgede antal medarbejdere og lønomkostningerne trods faldet i bruttoavance. Gennemsnitslønnen faldt dog også. DRRB’s formand Jan Olsen tror ikke, at tendensen kan holde – tallene vil nok blive forværret – men det behøver ikke ændre på konklusionen: At der faktisk er gode nyheder at hente for udviklingen.
– En del af bureauerne har skæve regnskabsår, og det er formentlig en af forklaringerne på væksten i medarbejdertallet. Tilpasningerne har ikke nået at slå igennem, siger Jan Olsen og fortsætter:
– Men selvom bruttoavancen skulle ende med et fald, der er større end 1,1 procent og overskuddet ender på et endnu større fald, så vil det ikke overraske mig, hvis slutfacit bliver, at mange har klaret sig igennem uden underskud. Bureauerne har i årene forud skåret organisationen meget til.
Borsen.dk