Det går jo ganske fortræffeligt i bureaubranchen, kan man læse ud af Dansk Brancheanalyses kolossale rapport af økonomien i Danmarks 311 største reklame-, PR, digitale- og mediabureauer.

– Det er svært at bevare pessimismen. Branchen som helhed har oplevet en vækst på 3,5 pct. i 2015, og resultaterne for 2015 er tilbage på 2007-niveauet, altså det højeste nogensinde, siger Ole Egholm fra Dansk Branche analyse, der har skabt det gedigne værk.

At væksten kun er på 3,5 pct. skal ses i lyset af, at den samlede vækst har meget beskeden i 2013 og 2014, så der er fremgang at spore, og de store mediabureauer spår en 2017 fremgang på mellem 2,6 pct. (GroupM), 3,7 pct. (Magna) og 4,4 pct. (ZenithOptimedia).

– Jeg tør ikke spå om 2017-resultaterne, men jeg forventer, at også 2016 ender som et godt år for branchen, fortsætter Ole Egholm.

Det må man give analytikeren ret i. Branchens nettoresultat på 415 mio. kr. er kun en sølle million ringere end rekordåret 2007 (416 mio. kr.), men 70 mio. kr. højere end 2014, og 133 mio. kr. højere end 2013.

De 10 største bureauers resultater summer til 177 mio. kr., og de dygtigste bureauer til at tjene penge er:

1. Hjaltelin Stahl. 27,5 mio. kr.

2. Wunderman. 25,3 mio. kr.

3. Magnetix. 21,9 mio. kr.

4. Adpeople. 18,5 mio. kr.

5. Omnicom. 18,2 mio. kr.

6. Dentsu Aegis. 15,7 mio. kr.

7. Kunde & Co. 15,5 mio. kr.

8. Envision. 13,4 mio. kr.

9. DIS/PLAY. 10,9 mio. kr.

10. Netbooster. 10,3 mio. kr.

Hele analysen, der er på 150 sider, kan købes for 3.600 kroner + moms, og den skal bestilles hos Ole Egholm, ole@danskbrancheanalyse.dk