Det er ikke let at smide 68 pct. af fortjenesten på et år eller 73 pct. i forhold til rekordåret 2008, men de danske bureauer (reklame-, media, og kommunikation) landede immervæk 114 mio. kr. i overskud sidste år.
– Og det er faktisk ganske imponerende, siger Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse, der er analytikeren bag brancheanalysen af de 250 bureauer. ”Hvis sandheden skal frem, er det vel tvivlsomt at opreklamere krisen, når gennemsnitslønnen for medarbejderne faktisk steg fra 528.000 kr. i 2008 til 533.000 kr. sidste år.”
Branchens resultat per ansat er i sagens natur faldet fra 65.000 forrige år til 21.000 kr. sidste år, mens reklamebranchens nettoindtjeningsevne (NIE) er faldet fra 593.000 til 554.000 kr. Med andre ord er det ejerne, der tjente mindre, mens medarbejderne, der stadig er ansat, tjente mere.
I runde tal forsvandt godt 200 medarbejdere fra bureaubranchen i 2009.
Webbureauer klarede sig skidt
Sådan ser regnskabsanalysen for 2009 ud i skrivende stund. Ole Egholm er endnu ikke helt færdig med lommeregneren, men det bliver han inden for en uge. Men allerede nu kan vi godt afsløre, at webbureauerne blev de store ”tabere” i 2009, idet de er gået fra et overskud i 2008 på plus 62 mio. kr. på bundlinjen til et minus på 58 mio. kr. i 2009. Her ligger altså en manko på godt 120 mio. kr., og det er ikke rart.
– Hvis vi kigger på de forskellige bureautyper, så er det webbureauerne, der har haft den helt store nedtur. Kun 5 af de 31 undersøgte webbureauer har haft resultatfremgang, siger Ole Egholm og udpeger Creuna og Guava som de helt store tabere.
Forklaringen er ikke helt ligetil, men skal formentlig findes i, at de fleste webbureauer, der ikke ulogisk vurderer, at netkommunikation er kommet for at blive, ikke har turdet fyre gode medarbejdere af frygt for, at konkurrenterne opkøbte kompetencerne.
Inden for reklamebranchen er det fullservice-bureauerne, der relativt har klaret sig bedst og nærmer sig et resultat på små 100 mio. kr. i 2009.
Andre overordnede konklusioner lyder:
• Bruttofortjenesten er faldet 10 pct.
• 3,8 pct. færre ansatte.
Hele Dansk Brancheanalyses værk om reklame-, media- og kommunikationsbranchen udkommer den 23. august og kan købes med 10 procents rabat gennem Huset Markedsføring. Kontakt Kirsten Rasmussen på
kr@markedsforing.dk eller på telefon 3814 6582.
Desuden planlægger vi at skrælle rapporten til en pixie bogs-udgave, der kan købes for 795 kr. + moms via Huset Markedsføring. Den vil ellers komme til at koste 1.200 kr. + moms. Selve rapporten koster 3.400 kr. + moms.
Læs mere i Markedsføring 9-2010, der udkommer i uge 34.