Såvidt Markedsføring erfarer er der rendt bureauer ud og ind af døren hos Magasin i dag. Den nye adm. dir. Peter Husum er i byen bl.a. for at høre, hvad en stribe bureauer har af ideer til Magasins fremtidige markedsføring. Peter Husum tiltræder 1. november, når han har færdiggjort sit job som adm. dir. for stormagasinet Robinson i Singapore.
Da Peter Husum blev præsenteret på et pressemøde i juni, sagde han, at der ikke var planer om at ændre i stormagasinets samarbejde med Kunde & Co, der har været bureau siden begyndelsen af 2003. Men ifølge Markedsførings oplysninger har man besluttet ikke at forlænge kontrakten, der udløber til nytår, og er nu i fuld gang med en bureau-konkurrence. Kunde & Co nævnes dog blandt deltagerne. Der står lidt tvivl om, hvor mange Magasin taler med – tallet variere fra 4 til 7 – samt præcist hvem der deltager. Bates, DDB, Buhl UnLtd og Wibroe, Duckert & Partners nævnes.
Skifter Magasin bureau vil det blive tredje gang på blot 4 år år. Grey København erstattede BBDO i første del af 2002, men samarbejdet holdt under et år, hvorefter Kunde & Co tog over. Både Bates og Kunde & Co deltog i den konkurrence, som Grey København vandt.
Magasin vil ikke bekræfte, at der er en bureaukonkurrence i gang. Fra konstitueret adm. dir. Stig Nielsen er der kommet følgende kommentar:
“I forbindelse med at Peter Husum i denne uge deltager i andre møder i koncernen, har ledelsen benyttet lejligheden til at opdatere Peter Husum om trends i marketing og kommunikation. Det har vi gjort ved at kontakte forskellige førende bureauer, selvfølgelig inklusiv vores samarbejdspartner Kunde & Co.” fin