En ny strid om en bureau-konkurrence på en offentlig kampagne er på vej. Direktoratet for FødevareErhverv har 5 mio. kr. til en kampagne for Ø-mærket, og den kampagne er nu sendt i udbud i henhold til EU-reglerne.
Til gengæld er betingelserne meget langt fra de retningslinjer, som Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening anbefaler og foreningen anbefaler derfor nu sine medlemmer ikke at bruge unødvendige ressourcer på at deltage.
Direktoratet har valgt at springe prækvalifikationen over. Det betyder, at konkurrencen er åben for et ubegrænset antal deltagere. Men det betyder ikke, at alle deltagere får betaling for at deltage. Tværtimod så sker alle tilbud for tilbudsgivers regning.
Desuden ser Direktoratet gerne så detaljerede forslag som muligt.
– Jo mere detaljeret, des mere kvalificerer man sig, siger chefkonsulent Anders M. Klöcker fra Direktoratet for FødevareErhverv og fortæller videre, at formen er valgt, fordi man gerne vil i gang med kampagnen så hurtigt som muligt.
Adm. dir. Finn Kern fra DRRB vil nu sende et brev ud til sine medlemmer, hvori han opfordrer dem til ikke at bruge unødvendige ressourcer på konkrete forslag til strategi og kreative oplæg.
– Vi vil også opfordre Direktoratet til fremover at benytte reglerne om begrænset udbud. Men desværre kan de ikke lave det nuværende udbud om, sådan som reglerne er. Skaden er sket, siger Finn Kern og tilføjer, at han også overvejer et politisk initiatv.
– Denne form for udbud er ressourcespild – ikke kun hos bureauerne men også hos Direktoratet, hvis de skal gennemgå en masse forslag. Så derfor må vi overveje en henvendelse til ministeren for at se, om vi kan undgå den slags udbud, siger Finn Kern.
Den konkrete kampagne er enkeltstående, men Anders M. Klöcker fortæller dog, at en mindre fortsættelse er mulig, hvis de politiske forhandlinger omkring finansloven falder gunstigt ud.
Derfor vil vi se det som en styrke, hvis kampagne-forslag har potentiale til at fungere på længere sigt, siger Anders M. Klöcker. fin