OPDATERET: Det kreative bureau Wonderland har gennem mere end 10 år løst design- og indretningsopgaver for en bl.a. Carlsberg, Jacobsen og Absolut Vodka, og nu går bureauets co-founder, ejer og kreative direktør, Simon Nygaard Hoff, ind i et nyt partnerskab.

Det drejer sig om produktionsbureauet Mothership, som han har startet sammen med Jonas Nielsen, der ejer virksomheden Frederiksberg-tømreren, og Lars Engel, der ejer skiltefirmaet Scansign.

– Vi har etableret Mothership, fordi vi kan se et hul i markedet, siger Simon Nygaard Hoff i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Brands og ikke mindst deres bureauer har brug for leverandører som i bogstavelig forstand forstår at producere kreative idéer.

”Infinity Field” for Co/Plus og JÖRD

Målet med det nye initiativ er ifølge parterne at hjælpe brands – og deres bureauer – med at producere og bygge designprojekter, fra koncept til produktion, installation og endda efterfølgende opbevaring.

Senest har Mothership f.eks. bygget 25 kvadratmeter havremark og spejl-installation – ”en infinity field” – og placeret mindre installationer i bybilledet for bureauet Co/Plus og deres kunde JÖRD, der er ejet af Arla Foods.

Bureauet Wonderland står bl.a. bag Hall of Carlsberg i Parken. Foto: PR.

Og ifølge Simon Nygaard Hoff leverer Mothership kreative løsninger til ”reklamebranchen, messer, festivaler, kunstudstillinger, detailhandel, brand integration og interiørdesign.”

– Det kan være noget af en jungle at finde den rette producent, der kan løfte kvalitetsopgaver af forskellige slags. Jeg har selv gennem tiden arbejdet med utallige håndværkere og designere – og ofte følt de har manglet forståelse for det kommercielle aspekt, som kræves når man arbejder med et brand, siger han.

Wonderland stadig et designbureau

Mothership har kontor i København og flere produktionsfaciliteter tæt på byen, hvor teamet, der består af bl.a. designere, konstruktører, håndværkere og skiltemagere, kan producere og bygge ”stort set hvad som helst”, hedder det i meddelelsen.

Vidste du, at …

Bureauet Wonderland blev etableret i 2005 af de to partnere Simon Nygaard og Sophie Hardinger.

Parterne samme år startede deres første projekt, kunst- og kulturmagasinet Wonderland, der fik stor anerkendelse i de kreative vækstlag.

Det nu hedengangne galleri WAS (Wonderland Art Space) kom til senere.

Det i dag primært er bureau-aktiviteter, der fylder kalenderen.

Wonderland er ”stadig et designbureau i sin konstellation”, oplyser bureauet, som bl.a. arbejder for kunder som Roccamore, Verizon Media og Carlsberg. 

– Hvis vores kunder ønsker, at vi tænker og tegner, gør vi det, men med Mothership producerer vi også for andre bureauer, der skal aktivere deres kunders brands, siger Simon Nygaard Hoff. 

Ud over Hall Of Carlsberg, som Wonderland designede og byggede i Parken, har Wonderland tidligere stået bag en række brandede interiør-løsninger for bl.a. Tuborg på Vega og Husbryggeriet Jacobsens gastropub på toppen af Illum.

Opdatering: I en tidligere version af artiklen skrev vi, at “Infinity Field” var skabt for Arla og Co/Plus. Partnerne har efterfølgende gjort opmærksom på, at dette ikke var korrekt, men at installationerne er bygget for bureauet Co/Plus og deres kunde  JÖRD, der er ejet af Arla Foods.