Scanad Reklamebureau er med virkning fra 1. januar 2010 blevet en del af Par No 1-gruppen – en kommunikationsvirksomhed med aktiviteter i hele landet. Og fra medio marts i år er alle flytteplanerne eksekveret.
– Vi har de seneste år har gennemlevet en betydelig ekspansion, som uagtet den aktuelle uro i verdensøkonomien er fortsat. Vi er særdeles vækstorienterede og har gennem de seneste fem-syv år sikret os en solid position i Jylland – og har med købet af reklamebureauet Uberkant ved årsskiftet tilført os yderligere kræfter og tilstedeværende i København, siger administrerende direktør Jørgen Hansen, Par No 1.
– Nu bliver så også Scanad Reklamebureau en del af Par No 1-gruppen, hvilket cementerer vores plads som en virksomhed, der kan bistå kunderne med alle dele af deres kommunikation, fortsætter han.
Den nye og samlede bureaukæde vil gå ud af 2010 med en estimeret bruttoavance på godt 100 millioner kroner og en medarbejderstab på cirka 130. Dermed bliver den nye kæde en af landets fem største.
– Netop i et marked, der er så vanskeligt, ville det ikke være realistisk at vokse organisk, siger Robert Rasmussen, administrerende direktør i Scanad og fortsætter:
– Og størrelse betyder noget, skal jeg hilse og sige. Især i forhold til meget store og betydende kunder. Her betyder det noget, om man er et ægte fullservice-bureau. Det er vi nu efter sammenlægningen.
Fortsætter med èt navn
Par No 1 har erhvervet 51 procent af aktierne i Scanad Reklamebureau. Og netop nu er man på adressen i Århus i gang med at gøre plads til de omkring 25 medarbejdere, der flytter fra Par No 1’s hidtidige faciliteter i byen.
De to afdelinger videreføres som Scanad Reklamebureau, fordi Par No 1 har vurderet, at Scanads brand har en reel betydning.
– At vi vælger at videreføre aktiviteterne under Scanad-navnet sker af respekt for det både velkendte og velansete brand, der gennem årtier har været en del af bureauverdenen især i Århus og Odense, siger Jørgen Hansen.
Hos Scanad mener man, at sammenlægningen vil føre til synergier:
– Der er god mening i, at vi bliver en del af Par No 1. De øvrige medlemmer af gruppen har nogle specialkompetencer, som kan styrke os yderligere, ligesom vi med vores store erfaring på ikke mindst markedsføring af kæder og fødevarer kan give vores nye kolleger ekstra slagkraft, siger Robert Rasmussen.
I forbindelse med sammenlægningen af de to virksomheder sker der en tilpasning af omkostningerne, hvilket medfører afskedigelse af enkelte medarbejdere. Scanad Reklamebureau vil efter fusionen have cirka 45 medarbejdere.
Herefter består gruppen af Par No 1-afdelingerne i Viborg, Aalborg og Riga, reklamebureauet Uberkant i København, Scanad Reklamebureau med afdelinger i Århus og Odense samt det ligeledes københavnske Reklamebureauet OS, som Par No 1-gruppen erhvervede aktiemajoriteten i for godt et år siden.