Norske Umoe Restaurant Group har i dag underskrevet en ”Master Franchise”-aftale med Burger King Worldwide, som har til formål at øge antallet af Burger King- restauranter i Danmark, Sverige og Norge markant fra de nuværende 138 styk.

Det betyder bl.a., at det norske selskab fra årsskiftet bliver den centrale kontakt og udbyder af services til alle eksisterende Burger King-franchise-tagere i Danmark, Sverige og Norge, som dog fortsat vil eje og drive deres respektive restauranter.

Aftalen kickstarter samtidig ambitiøse vækstmål for det amerikanske burger-brand på det skandinaviske marked, hvor der fremover vil blive etableret mange nye restauranter, lyder det i en pressemeddelelse.

– Vi har med succes i løbet af de seneste 24 år udviklet Burger King-brandet i Norge og er glade for nu også at få mulighed for at fortsætte ekspansionen i Danmark og Sverige, siger Karen Kvalevåg, som er CEO for Umoe Restaurant Group.

I takt med at Umoe Restaurant Group ”får identificeret de helt rigtige lokaler med de optimale beliggenheder i Danmark, vil der blive skabt mange nye arbejdspladser for mennesker, som på lokalt plan kan være med til at drive virksomheden og styrke Burger King-brandet”,  formuleres det i pressemeddelelsen.

– Vi er overbeviste om, at vi har styrken, kompetencerne og strukturen til at skabe vækst for globale fødevare- og drikkevare-brands på det skandinaviske marked. Og det kommer til at ske gennem vores eksisterende franchise-partnerskaber og gennem nye partnerskaber, fortsætter hun.

Starbucks også en del af porteføljen

De ekspansive planer hyldes af Jerry Gamez, som er General Manager for Burger King Worldwide i Norden og i Holland

– Vi har haft et succesfuldt samarbejde med Umoe Restaurant Group i de sidste 24 år, hvor de har bevist og demonstreret at være en professionel og succesrig partner. Vi er derfor overbeviste om, at det nye samarbejde med King Food vil gavne og styrke Burger King-brandet på hele det nordiske marked, siger han.

Umoe Restaurant Koncernen driver i dag 36 af de eksisterende Burger King-restauranter i regionen – heraf 32 i Norge og 4 i Sverige. Gruppen ejer og driver Skandinaviens største kæde af restaurant-virksomheder og har de lokale franchise-rettigheder til en række globale brands som Starbucks, TGI Friday og altså Burger King.

Derudover ejer Umoe Restaurant Group en portefølje af lokale norske brands som fx Peppes Pizza, der er Norges største kæde af pizza-restauranter med Peppes som det største og vigtigste brand.