Et år er gået siden Umwelt og IUM for andet år i træk løb med hædersprisen, og i år er den stærke duo da også på podiet igen. Men Grand prix’en i år gik til OMD, DDB og McDonald’s for den flerårige serie for at sælge burgere, McDonald’s virtual coins.
Vi bringer vinderne og nogle uddrag af kuryens kommentarer:
Grand Prix
McDonald’s Virtual Coins
OMD og DDB
– Årets vinder er ekstremt godt håndværk. Casen repræsenterer det lange seje træk, en særdeles holdbar kommunikation over flere år. Brugen af de sociale medier, kombineret med at gøre jagten på coins til et spil, har ramt målgruppens behov for at engagere sig, for at dele deres resultater og ikke mindst for at spille.
Det er således lykkedes at kombinere gamification med de individuelle behov for at opnå resultater. Kampagnen har opnået såvel earned som owned media i et omfang, der langt overgår paid. Kampagnen tager til stadighed bestik af, hvad der virker, og justerer løbende indsatserne derefter .
Endelig er det interessant at se, hvorledes en kampagne baseret på sociale medier kan kontrolleres og styres. En flot case, der viser, at det er muligt at drible noget, der er succesfuldt, videre.
Øvrige vindere:
PFA Pensionstallet
IUM og Umwelt
– Juryen har i år ønsket at tildele en helt særlig hæder til PFA, som løb med vinderprisen sidste år. Den aktuelle case er en videreførelse af vindercasen, nu med fokus på B2C i stedet for B2B – og med samme høje kvalitet i såvel planlægning, eksekvering og ikke mindst opfølgning.
Den omfattende involvering af medarbejdere fortjener en særlig opmærksomhed, da det givet har medvirket til at sikre en klar sammenhæng, med fokus på at gøre det komplekse, lidt kedelige og uden større kundeattraktivitet – enkelt, let forståeligt, visuelt stærkt og vedkommende.
Telenor Lillenor
OMD og Bates
– Lillenor er godt og konsekvent eksekveret. På sin vis en klassisk kombination af PR og annoncering med et klart fokus på at tage ansvar for børns brug af produktet – og på at sikre både forældre og børn mod ubehagelige overraskelser.
ROI er beregnet med et endog meget flot resultat, hvilket understreger, at det er muligt at dokumentere udbytte af marketing.
Da DBA gik mobilt
PHD Copenhagen og Robert/Boisen & Like-minded
– Klare målsætninger og god indsigt i både marked og kunder samt de primære konkurrenter. Der er efter juryens opfattelse en klar kobling mellem målsætningerne og strategierne både på det kreative og mediemæssige område.
Der er skabt flotte resultater, som vi glæder os til at følge op på – til næste år, eventuelt kombineret med en stærkere brug af engagement og involvering af målgruppen. Et godt eksempel på hvor hurtigt det kan lade sig gøre at rykke væsentligt i et marked.
Kræftens Bekæmpelse/Tryg
PHD Copenhagen og Halbye Kaag JWT
– En rigtig interessant NGO case med høj grad af involvering af specielt unge, der som belønning for deres aktive medvirken får mulighed for at se resultat af deres indsats – engagement og synlighed i ét.
Flotte målsætninger og endnu bedre resultater – specielt i betragtning af, at casen fokuserer på noget så vanskeligt som adfærdsændringer blandt unge.
I øvrigt en case der udfordrer hele diskussionen om ROMI – og hvordan succes skal vurderes. Casen er præget af grundigt forarbejde og af modet til at prøve noget nyt.
Fona Retail 2.0
IUM og Sunrise
– En meget spændende case, placeret i cross-channel universet og med gode effekter på ”e” uden at det kannibaliserer de fysiske butikker.
Casen understreger, at det kan lade sig gøre at samtænke de forskellige kanaler, og at det – når der gøres begavet – er vejen til flotte afkast på investeringen.
Brandets løfte er udgangspunktet for den digitale satsning. Det føres klart ud i livet, og resultaterne dokumenteres tydeligt i både ROI og trustpilot. Det er en klar anerkendelse af målgruppens aktive betydning for resultaterne.
Q8, QuikOffer
OMD og Advance
– At binde transaktioner sammen – med en økonomisk gevinst for kunden – er eksekveret enkelt. Samtidig har det været nemt at følge resultaterne, hvilket har givet mulighed for hele tiden at justere – med baggrund i faktisk opnåede resultater.
Dermed er det en case, der ikke bare har opnået fine resultater, men også en case, der viser hvorledes man kan løbende kan eksperimentere og lære, mens kampagnen kører.
WAOO – fremtiden fås nu
Vizeum og envision
– Casen rummer en grundig indføring i baggrund og historie for perioden 2010-2012. Netop baggrunden er væsentlig for at forstå et af de centrale resultater af arbejdet, nemlig en større gennemsigtighed i annonceringen i branchen.
Hertil kommer, at det er lykkedes at tilføje en konkurrenceparameter – nemlig stabilitet – i bredbåndsmarkedet. Endvidere er casen et godt eksempel på det lange seje træk, og kan beskrives som én case med tre faser fordelt på de tre år, den har kørt.
Jem og Fix
Carat og UncleGrey
– ”Det skal fejres” er en case, som overbeviste juryen med dens skarpe analyser af markedet og af kunderne, dens klare fokus, samt dens store indsigt i konkurrenternes adfærd.
Indsigten har gjort det muligt at skabe en kampagne med sit helt eget univers – og samtidigunderstøtte kædens branding. Som sidegevinst har kampagnen fået et selvstændigt liv i de sociale medier, som uden tvivl rummer store fremtidige muligheder.
EDC – kom godt videre
Mindshare og Umwelt
– Imponerede at se en frivillig kæde bakke op om en længerevarende kampagne – og eksekvere så effektivt! Denne case viser, at der er mulighed for at lade et langt sejt træk – fra 2008 til 2012 – bære resultaterne hjem. Der er tale om en case, med både eksterne og interne indsatser; det sidste med henblik på at sikre opbakning hos den enkelte medarbejder. Endvidere er det spændende at se den klassiske salgstragt koblet med leadgenerering og en vurdering af de omkostninger der er forbundet med dette.
Det er Kreativitet & Kommunikation samt Dansk Annoncørforening, der står bag Advertising Effectiveness Award. Siden 2000 er denne fornemme hæder blevet uddelt, og den har gennem alle årene dokumenteret, at ”reklame virker”, hvis reklamen er udført hæderligt og ordentligt.
Du kan se en casefilm om McDonald’s prisvindende virtuelle mønter her.