Burger King er igen i drillehumør over for ærkerivalen McDonald’s – denne gang i anledning af Halloween.

Kæden har således i udvalgte restauranter i Danmark installeret en stemmegenkendelses-anordning på toiletterne, som skal få gæsterne til at ”hidkalde klovnen fra fortiden”.

For at gøre det skal man hos de medvirkende Burger King restauranter foran spejlet på toilettet gentage sætningen ”cancelled clown” tre gange.

Gør man det, slukker lyset og klovnen viser sig – ved hjælp af en kombination af lyd, lys og visuelle effekter på en skærm bag ”spejlet”. 

Inspireret af Bloody Mary

Inspirationen kommer fra den legendariske gyserleg ”Bloody Mary”, hvor Marys spøgelse eftersigende viser sig i spejlet, hvis man gentager hendes navn tre gange. 

Sagnet opstod tidligt i 1960’erne som en festleg for teenagere og er siden blevet nævnt i mange populære romaner samt film og tv-serier, såsom Paranormal Activity og X-files.

Burger King tager udgangspunkt i, at McDonald’s klovn, Ronald McDonald, for et par år siden blev ”cancelled”, eller ”pensioneret”, som det hed dengang:

– Klovnen virker ikke helt tilfreds med den måde, hans karriere sluttede på. Men vi håber, at han finder fred og kan rykke videre mod større og bedre ting, siger Daniel Schröder, Marketing Director, Burger King Danmark, i en pressemeddelelse.

Hvis du vil have et lille kig ind i, hvad der sker, når du hidkalder ham, kan du se en teaser her.