Den amerikanske burgerkæde Burger King vil trænge dybere ind i danskerens bevidsthed og skruede derfor tidligere på året op for indsatsen herhjemme bl.a. i form af en ny organisation.
Det betød, at Burger King for første gang i 35 år fik en markedschef i Danmark i skikkelse af Sofie Navardsen, som fik til opgave at gøre det flammegrillede burgerkoncept mere populært hos danskerne, og nu har Burger King også indledt et nyt bureausamarbejde.
Det betyder bl.a., at hvor hovedparten af Burger Kings danske reklamemateriale tidligere blev skabt i Sverige, så bliver det fremover danske Sunrise, der skal stå for den amerikanske burgergigants markedsføring i Danmark.
Mere bid i markedsføringen
Den nye bureausatsning hænger tæt sammen med, at Burger King har været på jagt efter et bureau, der kunne tilføre ”mere bid i markedsføringen” til de danske burgerelskere.
– Vi har valgt Sunrise, fordi de er et nytænkende, selvstændigt bureau, der ikke er afhængige af et stort, internationalt mediehus. Sammen skal vi have en endnu skarpere, dansk profil, der kan være med til at understøtte, at vi vokser i Danmark, siger hun.
I Danmark har Burger King mere end fordoblet antallet af restauranter siden 2008, så burgerkæden nu tæller 31 restauranter. Hos Sunrise side er man naturligvis glade for det nye samarbejde.
– Kæden har ambitiøse målsætninger for det danske marked og opererer med en dynamik og gejst, der passer godt til bureauets temperament. Vi har omfattende erfaring med at forene promotion-instinkt og brandbuilding, og vi glæder os til at bidrage til Burger Kings fremtidige vækst herhjemme, siger partner Jeppe Bo Ebstrup fra bureauet.
Internationalt går det også fremad for burgerkæden, der i 2010 blev opkøbt af den brasiliansk ejede kapitalfond 3G Capital. Burger King ekspanderer, og er nu oppe på mere end 13.000 restauranter globalt. Den næste danske Burger King restaurant åbner på Sjælland i foråret 2014.