Læskedrik-giganten Coca-Cola har for over 10 år siden optrådt som sponsor for den tjekkiske kører Tomes Enge i F3000-løbet og sponsorerer også stock car-løbet Nascar Cup, men med en nylig aftale med Kimi Raikkonens Lotus team er det første gang Coca-Cola gør sig i Formel1-sammenhæng.
Det er dog ikke Coca-Cola-gruppens moder-brand, men energidrik-mærket Burn, der kommer til at pryde de hurtige Lotus-biler til næste år. Dermed kommer drikken i selskab med flere af sine mest prominente konkurrenter: Red Bull (Red Bull Racing), Monster (Mercedes), Lucozade (McLaren) og TNT (Ferrari), som også alle er involveret i Formel1-sponsorater.
Red Bull Racing kommer i øvrigt i næste sæson til at hedde Infiniti Red Bull Racing efter en dugfrisk fireårig aftale med Nissans luksusmærke Infiniti.
Ifølge britiske marketingweek.co.uk ønsker parterne Coca-Cola og Lotus ikke at afsløre nærmere detaljer om sponsoratet, men Emmanuel Seuge, der er chef for Coca-Colas marketingafdeling for sport og underholdning, siger til nyhedssitet, at bliver tale om branded content og social media-aktiviteter, og at partnerskabet også kommer til at omfatte musik og kunst på en måde, som vil ”bryde konventionerne for traditionel Formel1 –marketing”.
I går måtte Lotus dog se sig besejret at en stærkt kørende Sebastian Vettel for Red Bull-teamet. Den unge tysker vandt søndag sin tredje VM-titel i træk og blev med sine 25 år den yngste tredobbelte F1-vinder nogensinde.
Lotus’ Kimi Raikkonen – kaldet ”Iceman” – vandt i 2007 – men da kørte han for Ferrari.