Det internationale kommunikationsbureau Burson-Marsteller har fået nyt blod til den danske ledergruppe i skikkelse af Jonas Rugaard, der kommer til selskabet fra en stilling som europæisk salgs- og marketingdirektør hos PR-konkurrenten Text 100.
Rugaard begyndte i jobbet den 1. august, og han havde første arbejdsdag i selskab med krisekommunikationsekspert Tine Skovmøller, der også er ny hos Burson-Marsteller. Hun er hentet til bureauet fra Aalborg Universitet.
– Efter et godt resultat i 2010 og en fortsat tilgang af kunder og nye opgaver har vi med Jonas Rugaard og Tine Skovmøller styrket vores seniorteam, udbygget vores spidskompetencer samt skabt et virkelig stærkt fundament for en stabil og fortsat vækst, siger Kim Larsen, der er adm. direktør i Burson-Marsteller Danmark.
Jonas Rugaards var hos PR-bureauet Text 100 ansvarlig for bureauets forretningsudvikling i EMEA-regionen og derudover rådgiver for nogle af verdens teknologivirksomheder. Hos Burson-Marsteller får han – udover rådgivning af kunder – ansvar for at sikre bureauets forretningsudvikling.
Tine Skovmøller har i flere år forsket i risiko- og krisekommunikation på Aalborg Universitet, og hun har udgivet bogen ”Risikokonflikter – kommunikation og rationaler”.  Samtidig har hun fungeret som studiekoordinator, hvor hun har varetaget både intern og ekstern kommunikation.