En pølsevogn. En blomsterbutik. Og en manufakturhandler. Alle tre små butikker og alle tre beliggende i Stockholm.

Kan man øge deres omsætning alene ved at klistre et par bus-bagsider til med reklamer i et par uger?

Det spørgsmål stillede det svenske reklamebureau Lowe Brindfors sig i oktober og satte efterfølgende et eksperiment i gang for at finde svaret.

De tre stockholmske butikker, Günters Korvar, (en svensk pendant til pølsebiksen Harrys Place i København, red.), Blomsterkiosken og Engströms Trikåaffär blev valgt ud og eksponeret på et antal busbagsider i fire uger i oktober/november.

I ugerne inden kampagnen gik i gang, havde bureauet målt på butikkernes ugentlige besøg og omsætning, så man havde et benchmark at gå ud fra. Siden måltes samme parametre under og efter kampagnens afslutning, og det viste sig, at alle tre butikker kunne se resultater.

Blomsterkiosken havde øget omsætningen med 10 procent, Günters Korvar med 19 procent, og Engströms Trikåaffär med hele 35 procent.

Til resume.se, som fortæller om eksperimentet, siger Rickard Villard, der er creative director hos Lowe Brindfors:

– Der var ikke noget med tilbud i annoncerne. Vi forlod os helt og holdent på butikkernes personlighed og vores tro på reklamens kraft. Annoncerne fokuserer på butiksindehaverne og deres personligheder.

Læs bureauets egen omtale af eksperimentet – før det gik i gang – her.