Efter aftalen om Jobistaten er gået til Jobmatch samler opmærksomheden sig om amter og kommuner, alligevel er konkurrenternes modtræk “buisness as usual“.
Ofir, Stepstone og Metropol Online tror aftalen kan sætte skub i udviklingen. For når først staten bevæger sig ind på internettet som jobmarked vil andre offentlige institutioner også komme med.
Når det kommer til stykket handler Jobmatchs succes om, hvem der kan levere de bedste kandidater, lyder den samstemmende udmelding fra Ofir, Stepstone og Metropol Online, der alle var med i udbudsrunden om Jobistaten.
Stepstones forslag var, at jobbene i staten skulle ligge sammen med de private jobs.
Anders Fritz-Carlsen, adm. dir. i Stepstone Danmark mener, at det ville være bedre at præsentere jobbene i en selvstændig database.
– På denne måde kan Jobmatch risikere, at der ikke kommer nye kandidater til basen. Mange mennesker er ikke opmærksomme på det at arbejde i staten. Det vil du være, hvis du kun har én base. Jobmatch har bundet sig til at lave en database med indhold, det er også nemmere end at få kandidaterne, siger Anders Fritz-Carlsen, der pointerer at Statens Information ikke har købt en database, men en måde at finde de rigtige kandidater.
– Hvad med de personer, som ikke kun vil arbejde i staten. Dem får man ikke fat ved at lave en aftale om Jobistaten. I fremtiden bliver arbejdskraften mere bevægelig både nationalt og internationalt. Derfor tror vi på at man skal lave et åbent system og ikke et lukket, som er specielt for jobs i staten, siger han.
Samarbejdsaftalen mellem staten og Jobmatch vil ikke få Stepstone til at arbejde for at få amter og kommuner til at samarbejde om en særlig base.
– De har begge meget forskellige behov og derfor er det bedre at tale med det enkelte amt eller kommune. Indtil nu har vi fået otte-ni amter i basen og hvis vi kan vise nok kvalificeret trafik viser kommunerne også større interesse.
Anders Fritz-Carlsen tror Jobmatchs aftale vil gøre kagen af jobannoncer mindre. De små jobbaser vil på den måde få større problemer, da der bliver mindre at kæmpe om.
– Der er stor sandsynlighed for, at man allerede i år vil se lukninger blandt jobbaserne. Det er ikke til at sige hvem, men de lidt mindre jobbaser vil helt sikkert få problemer.

POSITIVT AT STATEN BETALER
En af de spillere på jobmarkedet, som var med helt til det sidste i opløbet om at få aftalen med statens job, var Metropol Online. Selvom man godt ville have haft aftalen, finder man det positivt, at staten har valgt at betale Jobmatch, for at få jobbene placeret på hjemmesiden. Flere af de aftaler som var i udbudsrunden gik nemlig ud på at lægge jobbene på gratis. Ligesom sin konkurrent mener Lasse Bolander, adm. direktør hos Metropol Online dog ikke, at aftalen automatisk gør Jobmatch til en ombejlet samarbejdspartner. Kun hvis de kan levere kvalificerede kandidater
– Men jeg går ud fra, at det ikke er eksklusiv aftale med alle statens institutioner. Den enkelte institution vil derfor selv kunne bestemme, hvor de vil annoncere udover Jobmatch. Der vil stadig være mange ledige stillinger i både fagblade og dagblade, siger Lasse Bolander, der tror aftalen vil få en effekt for Politiken, selvom han mener, at man skal passe på at overvurdere samarbejdet.
– Netop det faktum, at det ikke en eksklusiv aftale kan vise sig at blive en fordel for os. Undersøgelser viser, at et job i staten ikke er så attraktivt som i det private. Typisk er der heller ikke så mange potentielle ansøgere. Der er ikke en konkurrence fordel ved at have statens job, siger Lasse Bolander, der til gengæld tror, der er en stor fordel i at have den lokale forankring i forhold til jobmarkedet.
– Vi fortsætter derfor ad den vej, vi hele tiden har arbejdet. Vi har samarbejdsaftaler med fire amter og en del annoncører fra kommuner, selvom det er ikke noget som er bearbejdet. Desuden vil vi fortsætte med at lave storkundeaftaler med store virksomheder og offentlige institutioner som ministerier og foreninger, siger han.

HøJST EN MILLION
Hos Ofir, det tidligere Forum, ændrer aftalen ikke på ideen om at skabe det største jobmarked på nettet. Ofirs adm. dir. Jørgen Wittenkamp mener, at sitet allerede har en stærk position på kommuner, mens man kun er til stede i nogle amter. Man arbejder derfor stadigvæk på at få nogle amter med.
– Efter nytår har vi oplevet en kraftig vækst i tilgang af nye kunder og en vækst i antallet af besøgende. Vi arbejder på at skabe øget trafik af jobsøgende samt en større spredning i mængden som benytter Ofir, siger Jørgen Wittenkamp, der understreger, at man fx er den eneste base, der leverer en service, der gør, at virksomheder selv kan gå ind og taste jobbet. Ligesom sine to konkurrenter mener han ikke aftalen med staten udgør en stor trussel, og han kan slet ikke forstå Jobmatch’s udmelding om, at aftalen har en værdi af et tocifferet millionbeløb.
– Jobistaten er et nyt marked og en ny kundegruppe, som ikke er gået fra nogen. Men økonomisk kan det ikke rumme mere end en million kroner til Jobmatch. Det hænger sammen med den måde udbudet er lavet, siger han.