Konkurrencerådet gav den 26. januar tilladelse til at annonceaftalen mellem Danske Dagblades Forening og Danske Reklamebureauers Brancheforening kan opretholdes. Dog blev foreningerne pålagt at ophæve nogle bestemmelser. Aftalen, der fastsætter vilkårene for indrykninger af annoncer i bladene er bindende for de to foreningers medlemmer.
DDF, DMU og DRB har siden arbejdet for en tilretning af aftalerne, så også de dele, Konkurrencestyrelsen har haft indvendinger imod, kan forventes godkendt. Det lykkedes – og det betyder, at aftalekomplekset opretholdes, selvom væsentlige dele er svækket og enkelte helt udeladt. De gamle annonceaftaler ophørte pr. 28. februar og erstattes fra dette tidspunkt af de tilpassede aftaler.
– Lige her og nu betyder den nye situation kun, at vi fortsætter uændret. Vi er i gang med årsaftaler og derfor går vi ikke ud og ændrer noget nu, siger annoncechef Poul Sørensen fra JyllandsPosten.
Også hos Politiken tager man de nye forhold meget roligt.
– Selv om det nu i højere grad er op til hvert blad at lave aftaler om rabatter kommer det ikke til at betyde noget som helst. Vi har fået et år til at finde ud af om det er et rimeligt niveau, så vi vælger at fortsætte uændret, siger Steffen Hjaltelin, annoncedirektør hos Politiken.