At etablere sig som brand kan være en udfordring, når salget udelukkende er baseret på online-handel. Derfor lancerer det nye, danske tøjmærke Önling nu en omnichannel måde at online-shoppe på.

Kort og godt: Prøv tøjet i butikken, køb det online via tablet med det samme og hent det i butikken næste dag.

– For de fleste mennesker er det at købe tøj, især når det er et mærke, man ikke kender, synonymt med at prøve det på og opleve den særlige fornemmelse af både materialer og pasform. Vi stod derfor med en udfordring i forhold til at booste os selv som nyt brand på den digitale platform – og så måtte vi tænke ud ad boksen, siger direktør i Önling, Lotte Ronan.

Med omnichannel-modellen har Katrine Hannibal og Lotte Ronan altså valgt en salgsstrategi, som kombinerer tøjets fysiske tilstedeværelse i en række tøjbutikker landet over med en digital salgsplatform.

Det giver kunden mulighed for trygt at sikre sig det rigtige køb og samtidig få fordelene ved online købet. Og det vender den frygtsomme tilgang til digitaliseringen om, nemlig at man ikke nødvendigvis skal være bekymret for forbrugere, der stort set altid begynder købs-rejsen på nettet.

Og det er ikke kun forbrugerne, der har fordel af salgsmodellen.

– Fordelen for butikkerne er – modsat et normalt engrosindkøb – at de først skal betale os, når salget til kunden har fundet sted. Det giver en langt mindre risiko for den enkelte butik, som så kan føre et større udvalg, end de normalt gør for et brand.

– Faktisk stiller vi også som krav til de butikker, der gerne vil forhandle  vores brand, at hele kollektionen er til stede i butikken, så vores kunder aldrig går forgæves efter noget, de har set i webshoppen, siger Lotte Ronan.

Bæredygtig platform og materialer

Den nye form for salg og lagerstyring giver en besparelse i omkostninger, og dermed en lavere udsalgspris samt en mulighed for Önling til at prioritere indkøbet af bæredygtige – og dermed ofte dyrere – materialer som kommer deres produkter til gode.

– Vi tror på, at bevidste materialevalg og høje krav til produktionen gør en forskel for vores jordklode. Derfor udvælger vi materialerne, før vi tegner streger. Tøjet skal være dejligt at bevæge sig i, men det skal også være bearbejdet med nænsomhed, så vores blå planet bliver ved med at dreje lystigt rundt. Så vi kan blive ved med at producere enhver kvindes Önlingstøj.

Det er ikke kun i produktionen af tøjet, at Önling tænker over miljøet – også når det kommer til indpakning og tryksager bliver der tænkt nøje over alle valg.

– Vi har brugt lang tid på at samarbejde med vores leverandører om at erstatte den polyplastpose, som alt tøj sædvanligvis leveres i fra fabrikken, med FSC genbrugspapir, siger Lotte Ronan.

– Når det kommer til tryksager, så får vi udelukkende lavet 100 pct. bionedbrydelige tryksager, hvor både papir og tryksværte er helt fri for kemi og tungmetaller. Selvom vi er små, sætter vi en ære i at gøre det rigtige – for på sigt tror vi på, at vi kan være med til at gøre en forskel for vores miljø.

Önling er tidløse, bæredygtige favoritter til enhver kvindes garderobe – og nu kan det nye mærke købes i otte danske butikker både øst og vest for Storebælt. Målet er 40 butikker i 2016.

Önling kan også købes online her.