Hvert år smider danske købmænd og supermarkeder 150.000 ton mad ud, viser den første kortlægning af madspildet fra servicesektoren fra Miljøministeriet.

Madspildet i butikkerne svarer til 3.000 indkøbsvogne fyldt med mad hver dag, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Varerne kan være for gamle, eller det kan være for eksempel bananer eller salathoveder, der er blevet stødt, og derfor ikke kan sælges.

Oveni i de mange ton madspild fra supermarkederne, kommer 12.000 ton om året fra specialforretninger som slagtere, fiskehandlere og grønthandlere.

Kortlægningen viser, at detailhandlen står for omkring 70 procent af madspildet i hele servicesektoren – mere end engroshandel, hoteller, restauranter, institutioner og kantiner tilsammen.

/ritzau/