Du kan spare en formue ved at tjekke din kassebon, når du forlader supermarkedet, for du får ofte ikke den rabat, som du er blevet lovet i tilbudsavisen eller på et prisskilt i butikken.
Det indrømmer medarbejderne i Coops butikker Kvickly, SuperBrugsen, Irma og Fakta, som 24timer i denne uge har besøgt 10 af.
I samtlige 10 butikker berettede venlige, men ofte frustrerede medarbejdere om udbredte problemer, der især skyldes Coops hovedkontors IT-system, der ofte ikke giver kasseapparaterne i butikkerne besked om, at varerne skal sælges til nedsat pris eller med mængderabat.
Sascha Amarasinha, kommunikations- og CSR-direktør i Coop, kan ikke svare på, hvor mange penge Coop årligt sparer på ikke at give de lovede rabatter. Men man arbejder på at løse problemerne, for ellers stopper kunderne med at handle hos Coop, siger hun.
– Vi retter fejl, når vi opdager dem. Og vi arbejder løbende på at finde systemer, der er bedre (…) Vi udskifter computersystemerne løbende. Vi moderniserer butikkerne og arbejder hele tiden på at få nye, effektive systemer som eksempelvis elektroniske hyldeforkanter. Men det er ikke noget, vi bare lige gør, det er en stor operation, og det koster jo noget, siger hun.
24timer