Internationale netværk er som sådan ikke nogen nyhed, men det er det, når vi taler disciplinen-Word of Mouth marketing.
Buzzador, som har været repræsenteret på det danske marked i cirka ét år, vælger nu at danne et netværk sammen med amerikanske BzzAgent og tyske TRND.
Det sker blandt andet for også at kunne servicere danske kunder med kampagner uden for Norden.
En anden årsag er at tilføre mediekanalen kompetence fra USA, hvor disciplinen har eksisteret betydeligt længere end i Norden.
– Vi ser konjunktur- og strukturproblemer i mediebranchen lige nu, og jeg er overbevist om, at Word of Mouth-marketing, der er en af de hurtigst voksende mediekanaler i verden, vil markere sig væsentligt på markedet de kommende år, siger Pär Thunström, vice-direktør og grundlægger af Buzzador.
Han fortsætter:
– I 2008 tredoblede vi vores omsætning, og ser vi på den efterspørgsel, vi allerede har for i år, så bliver 2009 også et godt år.
Netværket tæller 750.000 medlemmer og har erfaring fra over 800 Word of Mouth-kampagner.
Buzzador vurderer, at det via det ny netværk vil være muligt at nå ud til ni millioner mennesker i 10 lande i Europa samt USA.
– At vi nu skal samarbejde med BzzAgent og Dave Balter, som er manden, der har skabt hele branchen, er helt fantastisk. For vores kunder betyder det et større produktudbud i fremtiden, siger Pär Thunström.
Buzzador arbejder blandt andet med Unilever, Nestlé og Coca-Cola.