Søren Ventegodt får egen klinik i Sankt Peders Stræde. Kokken Serge Bernard vender tilbage til L’education Nationale. Og så har Kvickly været i gang med at optage reklamefilm i Larsbjørnsstræde.
Det er nogle af de historier, man kan læse i de sidste par numre af Rendestenen – en af Københavns ialt syv bydelsaviser. Hver måned beskæftiger de husstandsomdelte bydelsaviser sig nemlig med nærmiljøet i en grad, der får CityAvisen til at ligne en landsdækkende udgave.
Konceptet blev søsat i 1993 af Jacob Ludvigsen (Baltisk Bureau), der stadig står som udgiver af Rendestenen, Rundetaarn Avis og Nansensgade & Omegns Avis. Siden hen har idéen bredt sig som ringe i vandet, og Forlaget Nyt fra Danmark udgiver nu Frederiksstaden, Grønnegade Kvarteret, Kartoflen og Strandvejens Avis.
Alle bydelsaviser er skrevet af studerende. De er på omkring otte sider, vækker begejstring blandt læserne, men er knap så interessante for de store annoncører.

EN BY I BYEN
– Min hverdag ville nok ikke se spor anderledes ud, hvis jeg ikke lavede avis. Jeg ville stadig hænge ud på den lokale café (Atlas Bar, red.) og få alle historierne, forklarer den 22-årige teologistuderende Mads Holger. Han er redaktør af Rendestenen – Københavns mindste avis og bydelsavis for de fem stræder ved Nørrevold, nok bedre kendt som Pisserenden. Rendestenen er netop udkommet med nummer 100 og var den første af de nu syv bydelsaviser. Nansensgade & Omegns Avis er det sidste skud på stammen. Men ifølge Mads Holger er det også præcis i områder som Pisserenden, Kartoffelrækkerne og Nansensgade, at en bydelsavis virkelig har sin berettigelse.
– For at en bydelsavis kan fungere optimalt, skal den have udgangspunkt i et homogent afgrænset kvarter. I Pisserenden hersker der lokalpatriotiske følelser, og befolkningen er af en særlig karakter. Det er et bøssekvarter, det er råt, og så har vi Universitetet, de små gader og små huse. Det er en by i byen, og læserskaren er lille og homogen. Derfor kan vi lave en intensiv avis, skrevet meget direkte til målgruppen, forklarer han.
Rendestenen har også tilpasset sit layout til kvarteret. Mads Holger kalder det “lidt skident“ og siger, at det med vilje ikke er særlig pænt. At det er en del af avisens identitet. I praksis betyder det, at Rendestenen er en s/h A4-folder, trykt på gult papir og varierer fra seks til seksten sider – størst ved juletid på grund af de mange annoncer. Den udkommer i cirka 1.300 eksemplarer inklusiv de caféomdelte.
– Avisen er virkelig højt værdsat blandt læserne. Når den lige er udkommet, sidder folk og læser på caféerne. Desuden har vi abonnenter uden for byen – typisk folk der er flyttet fra kvarteret, men som stadig vil følge med, siger Mads Holger og forklarer videre, at der skal 10-15.000 kr. i annonceindtægter til hver måned, for at virksomheden løber rundt. Og dem skal avisens to studerende selv skaffe. Før i tiden fungerede Bydelspressens Udgiverforening også som fælles annoncesalg, men nu er det vist lidt so-so med det.
Anna-Katarina Graugaard er redaktør af Kartoflen og Strandvejens Avis og har samtidig stået for det fælles annoncesalg.
– Kunderne får rabat ved at annoncere i to eller flere aviser. For eksempel har Sticks & Sushi gjort brug af dette tilbud. Men det er klart, at salget går proportionalt med, hvor meget tid man lægger i det. Og derfor er foreningen nu primært noget socialt. Vi er alle studerende på en 20-22 år og kan hjælpe hinanden på mange måder, fortæller Anna-Katarina Graugaard.

DET HANDLER OM SYNLIGHED
Også på de andre aviser må man selv klare annoncefinancieringen samtidig med det journalistiske arbejde. Og det er ikke altid lige morsomt.
– At skaffe annoncer til avisen er ligesom at sælge lodsedler for spejderne, siger Marianne Bindslev. Hun er den ene af de to redaktører for den otte siders Rundetaarn Avis. Markedsføring fangede hende i toget på vej til RUC, hvor hun læser journalistik og socialvidenskab. Men herudover er der altså også tid til både at skrive avis og gå fra dør til dør for at få annoncer i avisen.
– Vi skal have omkring 15.000 ind i annoncekroner hver måned. Og det kører fint rundt. Problemet er at få de stærke med – altså de store kæder som Seven Eleven og Jensens Bøfhus. Derfor må vi nok til at profilere os mere, så mediabureauerne også kommer til at kende os. Vi er jo en specialvare – ja, annoncørerne skal simpelthen vide, at bydelsaviser er trendy, mener Marianne Bindslev.
Det er da også annoncører som Bruno & Joel, Sneaky Fox, Publicis Reklamebureau og Café Victor man finder i aviserne. Men på CIA Mediacentralen er bydelsaviser alligevel ikke noget, man umiddelbart benytter sig af. Print Director Torsten Lehrmann siger:
– Aviserne skal være mere synlige. For hvis vi går ud lokalt, benytter vi de traditionelle distrikstaviser. Dem er der 280 af i Danmark, og vi ved, at de bliver læst. Selvfølgelig afhænger det af hvilke butikker, du har med på planen, og så må vi vurdere det enkle medie både redaktionelt og kvalitetsmæssigt. Men som sagt handler det efter min mening om synlighed for bydelsaviserne, understreger han.

LOKALSTOF INTERESSERER
Hvad angår avisernes redaktionelle koncept, fortæller Marianne Bindslev (Rundetaarn Avis), at ingen historier er for små til at komme med. Desuden skal bydelsaviserne også give læserne lyst til en tur i byen udenfor arbejdstiden. Og det betyder, at man både kan læse, hvad der kommer til at ske med Daels Varehus, og at Birthe fra kroen holder udflugt. Alligevel er nogle af historierne så interessante, at blandt andre JP-København går bydelsaviserne i bedene.
Kurt F. Andersen er en af journalisterne på Frederiksstaden og Grønnegade Kvarteret og var med til at starte aviserne under Forlaget Nyt fra Danmark. Han ser en helt klar tendens til at lokalstoffet vinder frem.
– Det er det folk vil ha’. For eksempel har Fyens Stiftstidende ansat flere journalister til den lokale dækning, og vi mærker en stigende interesse og flere henvendelser fra vores læsere. JP-København har også af og til de samme historier som os. Men det var dog kun Nansensgade & Omegns Avis, der opdagede, at Catherine Deneuve havde for vane at spadsere rundt i Nansensgade under optagelserne på Dancer in The Dark, siger han og tilføjer, at det kunne være sjovt også at sætte gang i den slags projekter i udlandet.