Efter en kortere testperiode, er Politikens nye lysavis klar. Til forskel fra den “gamle“ lysavis viser den både nyheder og reklamer, og salget er pt. i fuld gang. På sigt satses der på halve og helårlige kontrakter med annoncørerne. Men lige nu, hvor der ikke er udsolgt, satses tillige på korttids reklamer. Helt ned til et døgn, kan annoncørerne få. Og det til en pris på kun 2000 kr. for 150 visninger.
Konkret adskiller den nye lysavis sig fra den gamle på stort set alle måder. Samtidig udmærker den sig ved at være den eneste af sin art, ikke alene herhjemme, men i hele verden. Den kører i fuld fire-farve med animationer, den kører hele døgnet, fordi den modsat den hidtidige også kan ses i dagslys, og den rummer reklamer. Det gjorde den gamle ikke.
– Den overordnede politik er, at lysavisen “bare“ skal løbe rundt. Det er med andre ord ikke i forventningen om at tjene styrtende på annoncørerne, at der nu er åbnet for reklamer. Vi kalkulerer med, at der er plads til mellem seks og tolv annoncører og vi satser på at tegne langtidskontakter. Pt. er kontrakterne ikke helt i hus, men alt tyder på, at fast-food-branchen, lotterier og elektronikbranchen køber plads over halve eller hele år, fortæller markedskoordinator Henrik Sølver, Politiken Elektroniske Medier.

AVIS I BLOKKE
Lysavisen kører med en cyklus på 8 minutter, hvoraf de 3 minutter typisk vil være reklamer. Avisen er tillige inddelt i blokke, hvor for eksempel Politiken viser sine redaktionelle nyheder og reklamer, som så afløses af EkstraBladet, der også viser nyt plus reklamer.
– I begyndelsen af hver blok lægges reklamerne. Vi sælger to typer – et på 15 sekunder og et på 30 sekunder. Med en cyklus på 8 minutter giver det omkring 150 visninger i døgnet, og for et 30 sekunders indslag og aftale over et år er prisen 400.000 kr., siger Henrik Sølver.
Den nøjagtige kontaktpris kender han ikke. Det har været svært at måle, fordi det kniber med at finde sammenlignelige medier. Men eet er blevet målt, og står fast: knap 300.000 mennesker er på Rådhuspladsen og ser dermed avisen på almindelige hverdage. Og mindst 30.000 står lige neden for avisen og venter på busserne. Og de gør det hver eneste dag.
– Derfor er der ingen tvivl om, at lysavisen ses bredt, siger Henrik Sølver, og præciserer, at avisens primære formål er at bringe nyt ud. Hurtigt.
– Såvel journalister på Politiken som EkstraBladet skriver løbende til lysavisen. Rent teknisk kan vi også transmittere direkte fra TV. Det gør vi ikke, men den ny avis åbner altså muligheden. Også for at skabe gode reklamer, siger Henrik Sølver.
Det rent tekniske laves i Politikens Hus. Men Henrik Sølver understreger, at man ikke går ud og leger reklamebureau.
– Vi laver selvfølgelig reklamen efter oplæg og ide fra annoncører og bureauer, siger han.

PLADS TIL DE SMå – ENDNU
ENDNU ER DER IKKE UNDERSKREVET LANGTIDSKONTRAKTER. OG ENDNU ER der ikke så mange på beddingen, at der kan meldes udsolgt. Derfor er skabt plads til små annoncører, der alene vil ud med budskaber over kort tidshorisont.
– Helt ned til et døgn kan man købe lige nu. Svarende til fx. 150 visninger til en pris af 2000 kr., fortæller Henrik Sølver, og oplyser at der tillige fortsat er plads til “private“ meldinger omkring hjørnet, mod Vestergade.