Arrangørerne bag årets Køb Lokalt-dag og de deltagende byer går nu i offensiven. Det sker efter handelsstrøg over hele landet har ligget øde hen som følge af coronakrisen. 

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at  en lang række kommuner og byer fra tirsdag 26. maj vil markedsføre sig selv overfor byens borgere, der blandt andet vil blive mødt af store Køb Lokalt-bannere.

– Oprindelig skulle vi have afholdt Køb Lokalt-dag i Danmark 25. april. Det har vi nu udskudt til forventeligt 5. september. I stedet starter vi kommunikationskampagnen, så vi højlydt kan invitere byens borgere tilbage i de lokale butikker og få sat maximalt gang i salget efter en meget svær periode, siger Jens Thrane-Møller, direktør for reklamebureauet Marketsquare, i meddelelsen.

De deltagende byer i Køb Lokalt-kampagnen er Give, Søborg, Bagsværd, Buddinge, Holstebro, Herlev, Tønder, Egtved, Børkop/Brejning, Hjørring, Assens, Hvidovre, Sorø og Middelfart. 

Derudover deltager butikskæden Min Købmand med alle kædens 157 butikker, så kampagnen samlet set kommer til at dække 170 byer og byområder over hele landet.

Bag projektet står De Lokale Ugeaviser, BIDdanmark, Marketsquare og hovedsponsoren MobilePay. Også Fynske Bank, KFI og de deltagende byer bidrager til finansieringen, oplyses det.

Selve konceptet er udviklet for at skabe en årligt tilbagevendende ”Sæt pris på din by – Køb Lokalt”-dag, og målet er at styrke danskernes bevidsthed om at handle lokalt for at fastholde levende og dynamiske byer.

– Med coronaens indgreb i danskernes indkøbsvaner har detailhandlen dog fået en endnu større udfordring end webhandel og urbanisering. Derfor har vi sadlet om og vælger nu at søsætte kampagnen straks og så vente til forventeligt september med at holde den rigtige festdag for den lokale handel, siger Claus Bunkenborg, adm. direktør for MobilePay, i pressemeddelelsen.