Sponsorater har endegyldigt forladt perronen, hvor alle direktør-sponsoraterne står og venter på bundlinjen. Et logo, et skilt og en fodboldkamp er måske fint nok, men toget er kørt mod andre destinationer, hvis man skal tro frontløberen inden for oplevelsesbaseret markedsføring Sean Fitzgerald Coard, ejer og stifter af eventbureauet Goodwill.

– De seneste fem år har event og sponsorbranchen flyttet sig endegyldigt fra filantropi til at tænke forretning ind i den kommercielle kommunikation, og det ”nye” buzzword er relations-baseret markedsføring, siger Sean Fitzgerald Coard.

– Hvis virksomheder og kunder lærer hinanden at kende, vokser forståelsen, og med en bedre forståelse mellem parterne, opstår nye samarbejdsmuligheder. Den udvikling svarer i virkeligheden blot til den erkendelse, at virksomheder ikke længere skal betragte kunderne som ”kunder,” men som ”forbrugere” eller slet og ret mennesker.

– Og inden du spørger, om det ikke kan være hip som hap, hvad man kalder de mennesker, der lægger pengene, så tillader jeg mig at sige krystalklart nej. Det er ikke ligegyldigt. De rigtige events, hvor virksomhederne møder kunderne, skaber tillid og loyalitet langt ud over, hvad man kan måle via brand-equity-index eller logo-genkendelse.

Blandt andet for at drøfte de nye tendenser inden for events og sponsorater, inviterer Goodwill først til gratis vinsmagning i Huset Markedsførings lokaler på lørdag den 28. april kl. 14.00. Derefter køres deltagerne i busser til Farum Park for at se kampen mellem FC Nordsjælland og AGF. Busser returnerer med deltagerne til Huset Markedsføring kl. 19.30.

– På papiret en helt traditionel sponsorevent, men hvor vi får lejlighed til at høre, hvordan øjeblikkets store overraskelse i Superligaen, FC Nordsjælland, har succes med deres erhvervsklub. Og hvordan de arbejder hårdt for at bygge de relationer, der bidrager til finansieringen af et dansk tophold, slutter Sean Fitzgerald Coard.

Eventen er en gratis mulighed for at få indsigt og netværke. Der er plads til 50 deltagere, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Interesserede kan henvende sig til info@goodwill.eu.