Det er ikke første gang i verdenshistorien, at en direktør optræder i en reklamefilm – tænk bare på Jysk-direktøren Lars Larsen i egen høje person.
Til gengæld er det derimod forholdsvis sjældent, at direktøren optræder i selskab med et æsel, tre mexicanere, Donald Trump, oldemor og en dværg.
Det er ikke desto mindre tilfældet i en reklamefilm fra byggemarkedskæden 10-4, der rullede over nettet i påskedagene, og som i løbet af bare en uge fik over 500.000 visninger på Facebook og Youtube.
Og budskabet er klokkeklart: 10-4 er så billig, at man naturligvis ikke har råd til store, forkromede og dyre reklamefilm-produktion – så derfor gør man det selv.
Med direktøren himself, Kasper Kjeldsen, i den fortællende og bærende hovedrolle.
Inspiration fra USA
Kasper Kjeldsen lægger i øvrigt under ingen omstændigheder skjul på, at filmen er stærkt inspireret af amerikanske Dollar Shave Club, der står bag flere virale reklamehit med mere end 25 mio. visninger på Youtube.
– Netop derfor er åbningsscenen i vores reklamefilm sat op i snedkeriet på 10-4 trælasten i Ringkøbing – et miljø, der helt bevidst skal ligne åbningsscenen fra Dollar Shave Club. Det var vores måde at forsøge at sende et anerkendende og charmerende nik af sted mod storebroderen i USA, siger han og tilføjer:
– Men ser man bort fra de første fem sekunder, så synes vi nu, at vi fint formår at lave vores eget univers med vores egne budskab. Det er jo ikke sådan, at man kan tage patent på at lade direktøren tale til et kamera. Så ville vi alle stå i gæld til Lars Larsen. Der er vist ingen, der kan sige sig fri for at have inspirationskilder, når det gælder evnen til at tænke ny kreativ markedsføring.
God kemi og skøre ideer
Reklamefilmen er skabt i samarbejde med det aarhusianske produktionsselskab GotFat Productions, og det samarbejde har ifølge Kasper Kjeldsen været helt – ja, 10-4.
– Vi gik bare direkte til Gotfat med det budskab, at vi gerne ville lave en reklamefilm til Facebook og Youtube, der på en humoristisk måde kunne fortælle, hvem vi er, og hvad vi kan. Vi kørte altså selv projektledelsen i tæt samarbejde med GotFat – og vi havde en super god kemi med dem, siger Kasper Kjeldsen og tilføjer:
– De var i stand til at tage vores skøre idéer og gøre dem endnu mere åndssvage. Nogle vil nok kalde det endelige resultat bizart eller psykedelisk, men det vigtigste er, at man husker reklamefilmen – og det tror vi, at man gør.
Havde I forventet, at filmen ville blive så populær?
– Nej, det har været ret overvældende. Det er langt mere, end vi havde turdet drømme om. Vi har jo investeret en masse blod, sved og tårer i vores 10-4-hjemmeside, så nu er målet at udbrede kendskabet til vores virksomhed, hvis vi skal vokse. Og med filmen er der i hvert fald skabt grobund for, at endnu flere danskere – også københavnerne – lærer at sige 10-4, inden de skal ud at købe deres byggematerialer, fastslår Kasper Kjeldsen.
Farfars tømmerhandel 2.0
Kasper Kjeldsen er i øvrigt tredje generation i virksomheden, der oprindelig blev stiftet i Ringkøbing i september 1947 af hans farfar Henry Kjeldsen – som i øvrigt ikke var den store fan af markedsføring:
– Det er da mærkeligt, at virksomheder, der sælger øl efter lukketid og steder med hurtige damer, aldrig behøver at reklamere og alligevel har succes og er kendt af alle, sagde det dengang 27-årige handelstalent.
Farfar Kjeldsens opfattelse var med andre ord, at det var kundernes opgave at finde ham, og ikke omvendt, men det har barnebarnet nu i den grad gjort op med: Website, netsalg, app – og nu altså også reklamefilm på nettet.
De nye toner til trods fejrer flere af 10-4’s medarbejdere både 25, 40, 50 og sågar 60 års jubilæum, og heller ikke på direktørposten skiftes der bare sådan lige ud, hedder det på hjemmesiden:
– Der har været tre direktører i 67 år, og det forventes nødvendigt at antage ny direktør om cirka 35 år…