Den internationale webkonkurrence W3 Awards, hvor bureauer, enkeltpersoner og virksomheder kan deltage, er afgjort. Og der er faldet en dansk guldmedalje af.
I konkurrencen dyster hjemmesider og online markedsføring i tre overordnede kategorier; hjemmesider, web-annoncering og web-video.
Der er forskellige underkategorier, og www.xl-byg.dk vandt i Construction – ikke som i opbygning, men som i Bygge og Anlæg.
Det er et ekspertpanel fra Det Internationale Akademi for Visual Art, der vurderer og efterfølgende præmierer det indsendte materiale med enten Best in Show, Guld- eller sølvmedaljer.
Hjemmesiderne bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Kreativitet, anvendelighed, navigation, funktionalitet, visuelt design og brugervenlighed.
– Fra starten har det været vigtigt for os at opbygge en hjemmeside med fokus på elementerne brugervenlighed, let navigation og funktionalitet. At vi nu modtager en pris, der anerkender disse elementer, er et ekstra skulderklap i det videre arbejde med hjemmesiden, siger webmaster, Henrik Thue Nielsen, XL-Byg.