Ajos, der leverer indretning af – og udlejer materiel til – byggepladser landet over, har sat gang i en større rebranding-proces.

Det skal klæde virksomheden, der er et datterselskab i MT Højgaard-koncernen og omsætter for over 200 mio. kr. om året, på i nye branding-klæder.

Krumtappen i processen er traditionelle tryksager, power points og velkendte byggepladsskilte, men det betyder ikke, at virksomheden vender ryggen til digitale muligheder. 

Tværtimod er Ajos i fuld gang med at digitalisere virksomheden på andre områder, og firmaet er også med på flere sociale medier sideløbende med den traditionelle markedsføring.

– Vi skal bruge alle kanaler for at være en synlig og moderne virksomhed. Tidligere har Ajos ikke fremstået så udadvendt. Derfor bruger vi alle kanaler. Altså både de digitale værktøjer som Facebook og LinkedIn, men også de traditionelle, forklarer Ole Wamsler, adm. direktør for Ajos.

Midt i en brydningstid

Den første resultat af rebrandingen – en håndfuld nye brochurer for Ajos’ forskellige forretningsområder – er allerede ankommet fra trykkeriet, og når processen er færdiggjort, vil der ligge 12-13 brochurer i tidsskriftholderen.

– Vi er i en brydningstid, hvor alle redskaber har deres berettigelse, også fordi vi gerne vil henvende os bredt både til beslutningstagerne i de store virksomheder og til de praktiske aktører på byggepladserne, mener Ole Wamsler.

Foruden nye brochurer og power points har Ajos også introduceret et nyhedsbrev til kunderne, og der lægges løbende nyheder fra virksomheden på de sociale medier.

Bag rebrandingen står Ajos’ marketing- og kommunikationsansvarlige, Carsten Andresen, der har udført en del af opgaverne selv.

Dertil har han fået hjælp af en journalist, en tekstforfatter, en grafiker og en fotograf. Altså en god blanding af ”inhouse” og eksterne konsulenter.

– Det afgørende for os er ikke så meget redskaberne som indholdet. Vi fokuserer rigtig meget på, at det er vores knowhow og menneskerne bag løsningerne, der er afgørende. Vi leverer masser af udstyr, men det vi først og fremmest leverer, er løsninger og gode måder at løse opgaver på. Det gør vi med dygtige og serviceorienterede medarbejdere, og det skal skinne igennem i vores branding, siger Ole Wamsler.

Kreative medarbejdere gør forskellen

Ajos har altså ikke været ude i en dyr proces med at skifte logo og grafik, men er alligevel i gang med at skifte hele fotoarkivet ud.

– Det gør vi, fordi vores markedsføring skal afspejle, at det er mennesker, der løser opgaverne for kunderne. Vi har ligesom andre udlejere haft alt for meget fokus på vores grej, og der er også vigtigt, at det er i orden, men det er de kreative medarbejdere, som gør den helt store forskel, og det skal vi vise kunderne, siger Ole Wamsler, der kan berette, at Ajos er langt fremme i en intern digitaliseringsproces, hvilket er vigtigt for virksomheden, da det kan øge Ajos’ service og effektivitet overfor kunderne.

Det skal selvfølgelig bruges i brandingen. Uanset om det sker digitalt eller på papir.

– Det er vigtigt for os at signalere, at vi leverer løsninger til hele byggebranchen, til industrien, til events og til den offentlige sektor. Mange tror, at vi kun er til for vores moderselskab MT Højgaard, men størstedelen af vores omsætning ligger hos andre kunder, slutter Ole Wamsler.