Svimlende seertal. Top-historier på alle de store nyhedssites. Forside-stof på alle de store aviser. I flere dage i streg.

Bygma kan næppe klage over manglende eksponering i forbindelse med den danske VM-triumf i herrehåndbold. Og det gør man da heller ikke hos landets største danskejede leverandør af byggematerialer. Faktisk har man svært ved at få armene ned. 

– Vi tager ikke æren for VM-guldet, men vi er stolte af at have været med på rejsen. Vi har skabt nogle unikke oplevelser for kunder og leverandører, som vi har haft med i vores Bygma-lounge i Boxen, hvor vi har haft tæt ved 2.000 kunder og leverandører til spisning i forbindelse med kampene, siger Lasse Weien Svendsen, der er marketingdirektør hos Bygma.

Han tilføjer:

– Generelt har vi forsøgt at koble vores kunders værdier og spillernes værdier som professionalisme og så videre. Og når man bliver verdensmester, så er man ikke for amatører. Der ser vi en stærk kobling.

Bygma har siden 2016 været hovedsponsor for det danske herrelandshold i håndbold. Inden den netop overståede VM-slutrunde forlængede parterne samarbejdet. 

– Vi kan også se, at vi har stor gavn af partnerskabet. Sammen med vores ”ikke for amatører”-tilgang har samarbejdet været med til at løfte vores kendskab blandt de professionelle håndværkere og i vores øvrige målgrupper. Derfor er forlængelsen en beslutning taget med både hjertet og hjernen, lød det fra direktør i Bygma A/S, Klaus Hadsbjerg, da den nye aftale blev annonceret 24. oktober sidste år.

Selskabet oplyste også, at ”Bygma har – via aktivering af sponsoratet – styrket sine relationer til kunderne og øget kendskabet til det overordnede brand.” Bygma begrundede også sponsorat-forlængelsen med, at ”kampen om at rekruttere de unge er fortsat en udfordring i branchen, og Bygma ønsker at cementere sin position som en attraktiv arbejdsplads og et godt uddannelsessted. Derfor giver forlængelsen rigtig god mening, både eksternt og internt i Bygma.” 

Eksperter uddelte ros

– Jeg vurderer, at Bygma og andre top-sponsorer har fået en høj ROI. Det er svært at vide præcis hvor meget, men det er helt sikkert en af de bedste sponsor-marketing-kroner, vi har set de senere år, når det gælder ét af Danmarks største sponsorater, sagde Thomas Badura.

Han forklarede over for Markedsføring, at ”Bygma har fået en god eksponering, og samtidig har man været god til at aktivere sponsoratet og bruge spillerne i marketing og kommunikationen.” 

– Der er mange, der godt kunne få mere ud af den del, når de indgår aftaler af den her karakter. Alkas tidligere navnesponsorat af Superligaen er, efter min mening, et eksempel hvorpå, hvor man som sponsor ikke har formået at udnytte det fulde potentiale på aktiverings-fronten, selv om selve Superliga-platformen indeholder mange interessante muligheder, sagde Thomas Badura.

Om håndboldherrernes hovedsponsor sagde Keld Strudahl: 

– Jeg synes, at Bygma gør det godt som hovedsponsor, men jeg tror ikke, at man ser en signifikant ekstra værdi af sponsoratet efter den her VM-titel. Der er ikke noget, der indikerer, at det her bliver større, end det er nu.

Giver stolthed internt

Lasse Weien Svendsen oplyser, at man hos Bygma kan se en effekt af sponsoratet. 

– Men vi fokuserer på den langsigtede investering. Det vigtige er at skabe en tættere relation til vores professionelle kunder, og det har været og er generelt en god case. Især fordi der hvert år er en turnering, hvor holdet er potentielle vindere, siger han.

Hvad kan du sige om ROI?

– Jeg kan ikke udtale mig om ROI. Men vi har jo forlænget sponsoratet med tre år. Det er et af de største sports-sponsorater i Danmark, men nærmere kommer vi det ikke. Internt giver det en enorm stolthed, og det hjælper også Bygma, der måske er i en lidt støvet branche, i forhold til rekruttering af fx elever, siger Lasse Weien Svendsen.