Peter Bysted er velkendt i såvel den danske design- og kommunikationsbureaubranche som blandt hardcore erhvervsfolk.
Det skyldes ikke blot, at han opbyggede en succesfuld virksomhed, Bysted A/S, som han i nullerne tjente kassen på at sælge til den svenske kommunikationskoncern Intellecta, men også, at han er manden bag en række af de logoer/designs, som rigtig mange danskere umiddelbart kan nikke genkendende til.
Det gælder eksempelvis det, der pryder statsministerens talerstol, når han tirsdag efter tirsdag holder audiens for den danske journaliststand, Jellingesten-logoet i vores pas, eller den visuelle identitet for det, der engang var den danske redningskoncern Falck. Ydermere har Peter Bysted været rektor for Danmarks Designskole.
Hos Dansk Cyklist Forbund er kommunikationschef Frits Bredal godt tilfreds med samarbejdet med Peter Bysted, som han lærte at kende i sin tid som pressechef hos Falck. Og tilfredsheden gælder også det nye logo.
– Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med en kapacitet som Peter Bysted, der et eller andet sted har taget skridtet fra Statsministeriet ind i Cyklistforbundet, siger han.
Gammelt logo:

Nyt logo:
 
Som det fremgår, så er cykelelementet tonet kraftigt ned i det nye design. Alligevel er det ikke ordet ”supermoderne”, der dukker først op i bevidstheden, når man ser det nye logo. Men det er der en fornuftig forklaring på, fortæller Frits Bredal
– Jeg mener, at det nye logo er tidstypisk og elegant, men det vigtigste er, at det også er langtidsholdbart, siger Frits Bredal.
Et af formålene med det nye logo er at nå bredere ud og vække opmærksomhed for cyklismens glæder hos flere unge, så Dansk Cyklist Forbunds ungdomsafdeling kommer til at lide af vokseværk.
Dansk Cyklist Forbund vil anvende det nye logo inden for den kommende uge på dets hjemmeside, og hen over sommeren og efteråret vil logoet fremgå af cyklistforbundets kampagnemateriale. Det gælder eksempelvis de velkendte ”Vi cykler på arbejde”- og ”Alle børn cykler”-kampagner, fortæller Frits Bredal.