Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt at reklamere for noget så elementært og livsnødvendigt som penge. Alligevel gennemførte Danmarks Nationalbank en række nydelige og informative informationskampagner i forbindelse med lanceringen af den nye serie pengesedler med piberygende Niels Bohr, hattedamen Karen Blixen og lignende danske nationalhelte, og alt tyder på at dansken har taget disse betalingsmidler til sig.
“Danskerne vælter sig i kontanter“, skrev Morgenavisen Jyllands-Posten forleden og undrede sig over, at både seddelmængden og antallet af korttransaktioner er steget. Man skulle jo tro, at når folk betalte ved hjælp af plastickortet, ville behovet for knitrende papirlapper falde tilsvarende. Men selv om man ved lyninspektion af sin tegnebog ikke umiddelbart kan genkende avisens bombastiske udsagn, der leder tanken hen på Joachim von Ands morgenbade, så er der jo noget trygt ved cool cash. Om forretningspersonligheder som Jan Bonde Nielsen – mon han stadig huskes? – og Kurt Thorsen ved man, at de altid bærer et vred store sedler på sig. Det skyldes vel en form for frihedstrang.
Nu viser det sig, at Finansministeriet havde en skjult dagsorden i forbindelse med Danmarks eventuelle overgang til unionsmønten, som blev nedstemt den 28. september sidste år. Dersom danskerne havde jublet JA, ville ministeriet meget gerne indgå en samarbejdsaftale med pengeinstitutterne om en redegørelsespligt, der ville tvinge bankkunderne til at dokumentere deres private pengemængdes omfang når de vekslede fra kroner til euro. Finansforbundet reagerede uhyre negativt, men deri ligger ingen garanti for, at en sådan pengeombytning ikke alligevel var blevet dekreteret ved lov i tilfælde af Danmarks indlemmelse i euro-zonen.
Efter 2. verdenskrig foretog staten en pengeombytning for at komme de skjulte værnemagerformuer til livs. Den tyske besættelsesmagt oprettede fra første dag en konto i Nationalbanken, hvor den kunne hæve efter behag. Da varemængden var lille, måtte indehaverne af illegale kroner udfolde stor fantasi for at redde, hvad reddes kunne. Efterspørgslen på skillemønt steg stærkt, og butikkerne blev støvsuget for ædelstene, pelse, malerier og tæpper. Tilsvarende ville man i vore dage kunne observere helt usædvanlige former for pengeanbringelse i tilfælde af en kroneafskaffelse.
Vi får se, hvordan fx italienerne ved førstkommende årsskifte klarer deres farvel til den mølædte lire, som nåede at blive devalueret et halvt hundrede gange i løbet af lige så mange år. Hvordan reagerer mafiaen? Bliver alle vekslinger registreret i et lokalt eller centralt register? Opstår der nye former for ihændehaverpapirer? I sin epoke som finansdiktator formåede Mogens Lykketoft at få sat en stopper for statens præmieobligationer, som ellers var det sidste navnløse værdipapir, der derfor godt kunne bruges som betalingsmiddel i den sorte sektor.
Som skatteminister fik hans kollega Ole Stavad, der meget vittigt er blevet gjort til erhvervsminister, held til at gennemføre en faktureringspligt. Pølsevognene slap lige akkurat for at skulle udstede fakturaer. Lykkemålet må være, at alle køb og salg i hele Europa identificeres ved hjælp af person- og virksomhedsnumre, således at den enkelte borger til enhver tid skal kunne gøre rede for sofasæt, safari og speedbåd.
Papirpenge, som allerede de gamle kinesere benyttede, er en forældet og ligefrem smittefarlig form for betalingsmiddel. De er dyre at fremstille, ikke mindst på grund af de høje krav til sikkerhedsgrafik, som udbredelsen af PCer og scannere har nødvendiggjort, og de fylder meget. Desuden udgør de en sikkerhedsrisiko i en tid, hvor bladene snart betragter røverier som hverdagshændelser, der højst er en notits værd. Man kan sagtens finde praktiske argumenter, når operation ALT PÅ EET KORT skal introduceres.
Nu er vi 10-15 år fremme i tiden. Euroen er indført overalt, og tiden er inde til at udnytte hele den elektroniske musik til et betalingssamarbejde mellem 3-400 millioner europæere. Pr. 1. januar 2013 begynder seddelnedtrapningen, fx kan man indføre et gebyr for kontantkøb. Alle borgere udstyres med et personligt pengekort, som kan bruges overalt. Via centralcomputeren kan den enkeltes pengeinstitut godkende eller afvise betaling, alt efter saldoens status. Enhver bevægelse registreres omhyggeligt, og både bankmanden og skattefanden har efter nærmere retningslinier adgang til at granske tallene. Se blot, hvor specificerede opgørelserne fra Betalings-Service er. I øvrigt bliver det morsomt, når EUROCASH-centalen går i sort og lammer den europæiske detailhandel lørdag formiddag.
Hvis man ikke har noget at skjule, behøver man ikke at have dårlig samvittighed. I stedet skal man støtte op om Europaunionens forventelige elektroniske kamp mod den sorte økonomi og glæde sig over, at man ikke påføres kvægpest, fordi en inficeret bondemand har haft fingrene i de samme sedler. Til den tid vil kursen på schweizerfranc og andre frie valutaer stige støt.