En række annoncører har i år investeret i store og markante kampagner, og det bærer Markedsførings AnnonceindeX (MAX) meget tydeligt præg af.
Vurderet på år til dato er topscorerne de samme her sidst på året som først på året, og de får derved funktion af motoren i markedet i år 2000. Rent faktisk er 40 pct. af annoncørerne på MAX noteret til et reklamforbrug, der ligger under sidste års, og alt tyder da også på, at året kommer til at slutte som et magert år på mediemarkedet.
Årets absolutte topscorer, hvad angår vækst i reklamebudgettet er Cadiso Foods i Frederikssund, som i årets løb har lanceret et ambitiøst projekt med den ny drik under navnet Sunfresh. Det har givet et merforbrug på 6554 pct. – og heldigvis også en rimelig succes. Omend det ikke startede helt så godt, idet salget ikke levede op til forventnignerne i sommermånederne. Til gengæld har produktet nu vist sig at være et helårsprodukt, og Cadiso er derfor tilfreds med resultaterne.
Dansk Supermarked kommer ind på andenpladsen med en vækst på 3604 pct. Dette skyldes alene genoptagelsen af Søren Gericke kampagnen omkring Mesterhak. Selvom det er et stykke tid siden, kampagnen stoppede, så holder den sig fortsat på andenpladsen.
Dot.com gruppen fremviser også store procent-stigninger, men grundlæggende er det World Online, der driver denne branche, som i år ikke har udviklet sig til nær det, som en del mediefolk havde forventet/håbet.
Inden for det store annonceområde Telekommunikation er det først og fremmest Telia, som udviser store stigninger. På den anden side var det nødvendigt oven på den store opbremsning sidste år, og væksten falder da også sammen med en ny kampagnestil – det såkaldte røde univers skabt af RappCollins.
Kvickly lagde hårdt ud med den store “Mad med glæde“-kampagne først på året. Tempoet er sat ned i anden halvdel, men kæden ligger stadig blandt de annoncører, der er vokset mest. Tulip med det nye Pålægger-produkt holder sig også højt, og det samme gælder Sund & Bælt og Hydro Texaco. DSB har markeret sig stærkt med Harry-kampagnen, men den har dog ikke givet anledning til de helt store vækstprocenter.
Endelig er det værd at bemærke Silvan og Den Danske Bank. Sidstnævnte har markeret sig meget stærkt med internet-banken, hvor banken nu har lagt sig klart i front på markedet. Hertil kommer så navneskiftet til Danske Bank og det nye design, som også har været markedsført kraftigt.
Ved indgangen til i år varslede de store annoncører en betydelig utilfredshed med dagbladene. Slutresultatet er dog, at den ikke har forplantet sig til mediegruppernes andele. Målt blandt de 250 største annoncører er fordelingen mellem print og elektroniske medier den samme som sidste år.