Teleselskabet Call me’s kampagne, der sidste år ville lære danskerne at ”tale ordentligt”, og som stak af med en af de eftertragtede løver ved VM i reklame i Cannes sidste sommer, har nu fået en efterfølger.

Temaet er igen noget, vi alle kender: Vrede og frustration får os til at puste os op. Nogle gange så meget, at vi risikerer at eksplodere. Og det er sjældent en rar følelse – hverken for os selv eller vores omverden. Åbn i stedet for ventilen, luk luften ud og spred positiv energi omkring dig – resultatet bliver helt anderledes.

Den nye kampagne er et kreativt samarbejde mellem Call me og sangeren Barbara Moleko, som har skrevet og indsunget nummeret ”Gør det lettere” specielt til teleselskabets nye musikvideo, som er omdrejningspunktet for Tal ordentligt-kampagnen, der gennem flere år har fokuseret på den gode tone. 

Call mes direktør Hanne Lindblad siger om den nye kampagne:

– De to første Tal ordentligt-film handlede om at få folk til at reflektere over den dårlige tone, der spreder sig som ringe i vandet. Nu går vi fra refleksion til løsning. Vi siger, at det faktisk er muligt at bryde den onde cirkel ved at vise overskud, få lukket luften ud af ballonen og sprede god energi omkring os. På den måde binder vi budskaberne sammen i en fortælling, der skal bidrage til, at vi finder overskuddet frem og taler ordentligt til hinanden.

Gør det lettere

For Barbara Moleko er kampagnens tema også en personlig mærkesag, og derfor faldt det hende naturligt at medvirke, da hun blev spurgt, om hun ville lave en sang til kampagnen.

Det blev til nummeret ”Gør Det Lettere”, som hun har lavet sammen med Pilfinger.

– Jeg blev meget inspireret af mine samtaler med Hanne om Tal Ordentligt-kampagnen og dens fokus på, hvordan vores kommunikation også påvirker de yngre generationer. For mig handler ”Gør Det Lettere” om, at man nogle gange kommer til at afreagere på folk i det offentlige rum, selvom det i virkeligheden er i privaten, at skoen trykker. Det er totalt karma, for alle de energier du sender ud, modtager du også, siger sangeren.

Call mes kampagne Tal Ordentligt har – siden den første film blev lanceret i 2012 – vundet en række priser, herunder en bronzeløve ved VM i reklame i Cannes i foråret 2013.

Derudover har kampagnen spredt sig hastigt på diverse sociale medier – herunder mere end 730.000 views på YouTube – og i det hele taget nærmest antaget karakter af en bevægelse med det formål at få luget ud i den verbale forurening.

Den nye film er produceret af reklamebureauet Jangaard, Mark og Co, som også står bag de to tidligere Call me kampagnefilm. LEAD Agency er PR-bureau.

Se den nye film her.