Den 39-årige designer Nadja Zerunian bliver fra 1. juni 2005 en del af Georg Jensens topledelse med titel af kreativ og kunstnerisk direktør. Hun kommer fra en stilling som designdirektør i Calvin Klein, New York.
– Med Nadja Zerunian får ledelsen tilføjet en vigtig international dimension med solid brancheerfaring fra smykker og ure, endda fra et af verdens største designnavne, siger Hans-Kristian Højsgaard, administrerende direktør for Georg Jensen.
Ansættelsen sker som led i den internationaliseringsproces, som Hans-Kristian Højsgaard søsatte ved sin tiltræden i september 2003, og som skal forvandle den danske sølvsmedje til en international luksusvarevirksomhed med danske rødder. Første led i strategien var at samle det helt rigtige hold, en opgave der er fuldendt med ansættelsen af Nadja Zerunian. Nu kan der sættes tempo på den nye strategi.