Simon Spies har engang udtalt, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og noget tyder på, at den afdøde rejsekonge har ret i sin påstand.
Det canadiske trafikselskab Edmonton Transit System har nemlig valgt at planke Midttrafiks prisvindende busreklame, som blev udviklet i samarbejde med Falkenberg&Falkenberg og M2Film.
Men i virkeligheden er det mere præcist at betegne den canadiske version som en genindspilning. Den overdrevne fortælling, voiceover og brugen af slowmotion er nemlig fuldstændig identisk med originalerne.
Midttrafik var som bekendt så modig at lancere en to’er tidligere på året, selvom filmhistorien er fuld af eksempler på, at det kan gå helt galt.
Den oprindelige idé har i hvert fald ikke fejlet noget. Britta Charmig, projektleder hos Midttrafik trækker blot lidt på skuldrene over, at Edmonton Transit System har valgt at pynte sig med lånte fjer.
– Canada er så langt væk fra vores område, at det ikke har nævneværdig relevans for vores konkurrencemæssige situation, at Edmonton Transit System har valgt at genindspille vores film. Vi opfatter det i øvrigt som en stor anerkendelse, at nogen har fundet vores kampagne så god, at de har beluttet sig for at lave den selv, siger Britta Charmig.
Egen idé
Det lader da heller ikke til at røre Edmonton Transit System besynderligt at have planket Midttrafiks kampagne.
I en mail svarer Jennifer Laraway, kommunikationsrådgiver for Edmonton Transit System:
– Edmonton Transit System var på udkig efter en sjov måde at fange folks opmærksomhed omkring de offentlige tansport-løsninger, vi tilbyder i vores by. En del af vores inspiration er hentet fra den danske video. Vores fokus har rent faktisk været det at tage bussen og de fordele, der er herved, så som at læse og skrive tekstbeskeder under kørslen, skriver Jennifer Laraway.
– Under produktionen af denne video, har det selskab, vi arbejdede med, oplyst, at de har haft de nødvendige licenser i orden, og hjulpet os med at skabe en kampagne, der er unik for vores trafikselskab og vores lokale publikum, tilføjer Jennifer Laraway.
Hun oplyser, at Edmonton Transit System har shaft det lokale produktionsselskab Studio Post til at producere reklamefilmen.
Hos M2Film klapper man da også lige hesten. Ifølge Ronni Madsen, Vice President for M2Film er det svært at vurdere, om den canadiske kampagne skader eller gavner den oprindelige kampagne, da efterligningen i øjeblikket tiltrækker sig stor opmærksomhed i internationale medier – også til det originale værk.
– Vi tænker lige over, om vi gør noget. Internettet er jo både et meget stort og et meget lille sted, og så vidt jeg kan se, så er regningen allerede i gang med at blive betalt inde på Reddit, Twitter og andre steder. Folk har for længst luret, at det er plank af Bussen fra Midttrafik. Det er allerede ved at backfire på dem, siger Ronni Madsen
– Vi vælger indtil videre at føle os ydmygt smigrede, og tager det som en anerkendelse, at Bussen er og bliver en god reklamefilm. Så god, at andre åbenbart har lyst til at bruge ideen. Fred være med det, slutter Ronni Madsen.
Se Edmonton Transit Systems forsøg på at være cool herunder og sammenlign med de originale reklamefilm fra Midttrafik.
Midttrafiks “Bussen”
Midtttafiks “Bussen 2”