Canal Digital har efter en bureaukonkurrence valgt at indlede et samarbejde med Bates/Red Cell. I konkurrencen deltog udover Bates også Canal Digitals tidligere bureau, Halbye, Kaag & Thompson.
– Vores valg af nyt bureau skyldes ikke utilfredshed med Halbye, men et ønske om at skabe et overordnet branding-koncept. Efter at have besøgt en række bureauer valgte vi at give to bureauer en konkret opgave, siger Canal Digitals danske marketingchef, Solveig Thrane-Møller.
Planen er, at den nye kommunikation skal går i luften i begyndelsen af september.
Samtidig med bureauskiftet i Danmark har Canal Digital indledt en nordisk bureaukonkurrence om det samlede kommunikationskoncept for Canal Digital i Norden.
I den konkurrence deltager Grey i Norden, Bates i Norden og endelig det engelske bureau Bruce Dunlop, der er specialister i at skabe markedsføring for tv-kanaler og distributører.