I foråret valgte den digitale tv-udbyder, Canal Digital, at splitte sit mediabudget op i to og flytte onlinedelen over til Mindshare, mens Carat beholdt det øvrige budget.
Og de resultater, som Mindshare har nået at levere siden da, har formentlig bidraget til, at Mindshare i slutningen af sidste uge – efter en bureaukonkurrence – kunne glæde sig over at have landet hele Canal Digitals mediabudget.
Canal Digitals nyudnævnte marketingdirektør Søren Rinnov Østergaard siger:
– Mindshare blev i foråret valgt til rådgivning og salgsoptimering på det digitale område, og har vist helt unikke kompetencer inden for integration af søgeord, affiliate marketing samt traditionel bannerannoncering. Det var derfor et helt naturligt valg at invitere Mindshare med som et af mediebureauerne i konkurrencen om resten af mediebudgettet.
Carat havde ellers siddet med budgettet i 11 år – altså i stort set samme periode som Canal Digitals tidligere marketingchef Solveig Trane Møller sad på posten.
Men ifølge Søren Rinnov Østergaard var det blevet tid til at ”kigge aftalerne igennem”.
– Canal Digital står over for implementering af en ny progressiv marketingstrategi, hvor salg og optimering er nøgleord. Og da jeg overtog posten som marketingdirektør, var det i lys af vores fremtidige strategiske fokus derfor en naturlig ting for mig at kigge på vores forskellige aftaler, siger han.
Søren Rinnov Østergaard ønsker ikke at afsløre, hvem de to øvrige kombattanter i konkurrencen var.
– Kampen var benhård, og vi var generelt imponerede over alle de tre inviterede bureauer. Men i sidste ende var det Mindshare, der var det mest oplagte valg. En lang række parametre blev vægtet i vores evalueringsproces, men overordnet kan jeg sige, at Mindshare har en rigtig god forståelse for vores forretning og for vores strategiske udfordringer, siger han.
– Bureauet har desuden en række interessante værktøjer og kompetencer inden for optimering af indkøbseffektivitet. Og så oplever jeg et fantastisk engagement, som jeg personligt vægter meget højt, fortsætter Søren Rinnov Østergaard.