Arrangørerne af Cannes International Advertising Festival, hvor verdens mest prestigegivende reklamepris uddeles, har besluttet at aflyse den helt nye Lions direct Festival. Den skulle være foregået i direkte forlængelse af den etablerede festival, hvor der uddeles priser for print, mediaplanlægning og film, men nu skal Direct-priserne i stedet uddeles sideløbende med disse.
Beslutningen kommer samtidig med, at der meldes om et væsentlig fald i delegerede. Den globale recession inden for reklameindustrien har åbenbart haft sin effekt, og der meldes om et fald på 20 pct – formodentlig som følge af, at bureauerne skærer i det samlede antal delegerede, man sender af sted.
Arrangørerne af festivalen begrunder aflysningen med, at direct marketing-folk har givet udtryk for, at de hellere ville deltage i selve festivalen frem for i en særskilt direct-festival.
Aflysningen har dog givet problemer. Jury-medlem Carla Hendra, som er præsident for OgilvyOne North America, har meldt afbud, fordi flytningen ikke passer ind i hendes kalender, og i det hele taget er der et større puslespil med at få indarbejdet Direct-festivalens arrangementer i hovedfestivalen.
Direct-konkurrencen har desuden været udsat for kritik af konkurrence-betingelserne – bl.a. fra dansk side i skikkelse af Per Djervig-Chamby fra Sepia Proximity. Kritikken har handlet om, at man har overført massekommunikationens bedømmelses-kriterier på direct marketing.
Arrangørerne har dog meldt om et tilfredsstillende antal tilmeldinger til konkurrencen. fin
Kilde: AdAge.com plus WARC staff