Åbenhed, gennemsigtighed og troværdighed var i år nøgleordene i Cannes. Der var endda oprettet en ekstra Lions-kategori med det smukke navn Grand Prix for Good, der i øvrigt blev vundet af London Metropolitan Police og Abbott Mead Vickers BBDO for en anti-knivkampagne, for at understrege, at miljø, menneskelighed, CSR og corporate governance skal tages alvorligt.
Åbenhed, gennemsigtighed og troværdighed i kommunikationen er dog noget, der mest handler om bureauernes indsats på vegne af kunderne.
Cannes Lions-festivalen, der ejes af Emap Communications i London, er mere til ”talk the walk,” når det kommer til videndeling omkring de pekuniære kendsgerninger.
I katastrofeåret 2009, hvor der var 40 pct. færre betalende delegerede og 21 pct. mindre i entry fees i forhold til 2008, gav festivalen et lille underskud, forlyder det. Men i 2010 er festivalen om ikke tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor deltagerne sprøjter penge rundt som champagnen efter Formel 1-løb, så lander årets økonomi formentlig i den ganske gode ende.
Markedsforing.dk forsøger sig med et skøn – i mangel af den berømte åbenhed. Og der er tre væsentlige indtægtskilder, når vi snakker Cannes Lions:
• Festivalpas købes af folk, der gerne vil ind og inspireres, mingle og i øvrigt danne netværk med ligesindede. Der var godt 8.000 festival-deltagere, og hvis de i gennemsnit betalte 13.000 kr. for et pas, er indtægterne i størrelse 100 mio. kr. Dette beløb kan være større.
• Indsendelser er også en fin indtægtskilde. Bureauerne betaler mellem 2.500 kr. og 3.500 kr. per bidrag (Titanium er fx dyrest), og hvis vi siger, at 3.000 kr. er en gennemsnitspris for de 24.000 indsendelser, lander vi på 72 mio. kr. på denne konto. Hvis vi har en opmærksom læser, der husker, at vi har skrevet 22.500 indsendelser tidligere, har Cannes Lions efter festivalen offentliggjort, at der var flere indsendelser, end først opgjort. Nu hedder tallet 24.000.
• Sponsorater er jokeren i Cannes, og det er overhovedet ikke til at beregne, hvor meget et partnerskab koster. Der er 45 ”rigtige” Cannes Lions-partnere, og en håndfuld produkt-partnere. Kun de første koster penge, fortælles det, og lad os konservativt vurdere, at her er næppe ret meget mere end 10-15 mio. kr. at hente.
Derfor tillader vi os – i mangel at åbenhed og gennemsigtighed – at summere den samlede omsætning til et sted mellem 175 og 200 mio. kr. – give and take. Men det er vel også ganske fint for en uges hygge og inspiration i det sydfranske, ikke?
Fakta
Cannes Lions-festivalen blev i 2004 købt af Emap Communications plc, en britisk forlæggervirksomhed, der også rådgiver inden for B2B og arrangerer events. Sælgeren var franskmanden Roger Hatchuel, og prisen blev ifølge flere internationale medier sat til 50 millioner dollar. Cannes Lions er med andre ord en ganske almindelig virksomhed, der lever godt af overskud, men til gengæld trækker på de opsparede ressourcer i de tynde tider som fx i 2009.