Det bliver et rigtigt godt jury-år ved Cannes Lions-festivalen 2016 – set med danske øjne.
Fem danskere har fundet vej til bedømmelserne af VM i reklame, hvilket kun er sket en gang tidligere, nemlig i 2014.
· I Film sidder Lars Jørgensen, partner & Executive Creative Director fra Anomaly i Amsterdam.
· I Film Craft er Laerke Herthoni fra Folke Film i Sverige udvalgt. Hun siger om udnævnelsen:
– At sidde på stranden og drikke rosé med sine kollegaer og venner er altid en favorit og højdepunkt på mit år. Men når Cannes Lions-ledelsen spørger, om man vil være med i Film Craft juryen, så er det så stor en ære, at stranden og solen hurtigt glemmes. Jeg glæder mig meget til at sidde med i årets jury, siger altså Laerke Herthoni, der bl.a. står bag denne lille perle af en film.
· I Product Design kan vi glæde os til at gense Lars Larsen, stifter og Head of Design fra Kilo Denmark. Han er nærmest blevet synonym med den relativt nye kategori.
· Jakob Stigler, Managing Director fra Be On Nordics er et naturligt valg til Promo & Activation.
· Og så er der Danmarks mest prisvindende kreative ved rivieraen, nemlig Per Pedersen, alias Per P., Chairman of Global Creative Council hos Grey, der sidder med i Titanium and Integrated.
En anden af de unge, nye talenter, er Lars Jørgensen, der er valgt til Cannes-Serious… nemlig Film-kategorien.
Hvad tænker han?
– Det er da fantastisk og også overraskende, at de har valgt mig. Anomaly er jo et forholdsvist ungt bureau, men vi har markeret os med ganske gode film allerede, og det er nok grunden til, at de har fået øje på os, siger Lars Jørgensen.
Hvad er der lige med film anno 2016?
– Den klassiske reklamefilm kan stadig laves, fordi den rører folk fra Kina til USA og alle andre steder ind i mellem. Film er simpelthen en fantastisk disciplin, fordi de bedste film kommer rundt i alle følelsesmæssige kroge. Den bedste film får folk til at gentænke deres liv, hvis jeg skal være lidt højtidelig.
– Og så kan en film skabt til 60 sekunder, hvis den er rigtig god, bruges på tværs af medier på en måde, de færreste andre værktøjer kan. Film kan være så brede, at man fornemmer den store fortælling, men film kan også være ekstremt målrettede. Det er ganske enkelt et fascinerende medie, slutter Lars Jørgensen.
Alt i alt en fornem anerkendelse af niveauet i den danske bureaubranche, og ikke mindst et skulderklap til de modige, der vælger at uddanne sig videre i udlandet.
Det bliver rart at rejse til Cannes i år og sole sig om kap med disse fem dygtige folk – for slet ikke at glemme de danske annoncører og bureauer, der finder vej til finalen.