Det er blevet tid til VM i reklame, og igen inviterer TV2, KreaKomm, Dansk Reklame Film og Adform til fire dage med inspiration. Det er fra den 19.-22. juni på La Gold Plage et par hundrede meter nord for Palais des Festivals.
– Siden 2008 har vi skabt et unikt samlingspunkt for den danske delegation på stranden i Cannes under reklamefestivalen, siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber.
– Det bliver endnu engang en uge fuld af faglighed, underholdning og god mulighed for networking i branchen med direkte udsigt til Middelhavet.
– I år er vi også ekstra glade for, at vinderen af Comedy Fight Club LIVE 2017, Mikkel Klint Thorius, kigger forbi onsdag aften med et godt grin i ærmet sammen med kollegerne Søren Dühr og Ane Høgsberg.
– Og så vil filminstruktør Asger Leth fortælle om forskelle og ligheder på den nordiske og internationale film-scene. Samlet set en god kombination af faglighed, underholdning og hygge i Cannes.
Omsider skal vi hjælpe svenskerne
Svenskerne har været kreativt dominerende de sidste 10 år – ikke bare i Skandinavien, men i hele verden. Men er svenskerne ved at blive overhalet af danskerne?
Den svenske direktør for Prime og formand for den svenske brancheorganisation Komm!, David Orlic, vil causere over svenskernes syn på den danske bureaubranche. Med sig har han direktøren for Komm!, Jessica Bjurström.
– Vi er lige nu vidne til et interessant paradigmeskifte, hvor svenskerne kigger mod Danmark på grund af den succesbølge, de danske bureauer rider på, siger Tine Aurvig-Huggenberger, direktør i KreaKomm.
– I Danmark har vi som bekendt ofte kigget mod Sverige for inspiration, men nu er der kommet nye boller på suppen. Derfor er jeg glad for, at David Orlic vil give os sit take på den danske bureaubranche netop nu.
– Derudover er vi både glade og stolte over, at det er lykkedes at skabe en fin balance mellem et underholdende program og relevant, fagligt indhold, Onsdag eftermiddag kan du også tage med på en rejse ind i en adressable verden med Christian Godske, TV 2, og Peter Loell, Resolution Media.
Gå-på-mod og charme direkte fra Hollywood
Den sidste dag, torsdag den 22. juni, er filminstruktør Asger Leth på podiet. Det er Asger Leth, der har instrueret Hollywood-produktionen ”Man on a Ledge”.
Asger Leths vil naturligvis også fortælle om TV 2s ”Alt det vi deler”, der af flere ikke-danske iagttagere spås en podieplads til Cannes Lions-festivalen.
Endelig er Creative North til stede på dansker-stranden for at fortælle, hvad netværket agter at gøre for at fremme nordisk kreativitet globalt. Torsdagens session er affyringsrampen, hvor initiativet officielt lanceres, og et internationalt topnavn fortæller om sit globale syn på nordisk kreativitet.
Som sponsor for Creative Data Lion er Adform også til stede. Endelig åbner Dansk Reklame Film for Nordisk Films lejlighed nær palæet, hvor der er gode muligheder for networking og socialt samvær over snacks og drinks onsdag aften.
Tilmeld dig og smag på årets dansker-cocktail
Alle danskere er velkomne til at deltage i de inspirerende og gratis indlæg på La Gold Plage. Men grundet strandens forhøjede sikkerhed, skal alle deltagere i år tilmelde sig på forhånd.
Så husk at bestil et gratis adgangsarmbånd til dansker-stranden, så du kan få adgang til de faglige oplæg, underholdning, networking og happy-hour i festivalugen. Armbånd kan hentes fra mandag 19. juni kl. 12.
Program for dansker-stranden:
Følg med på den danske Cannes Lions-Facebook-side, hvor der vil være mere information om de enkelte arrangementer.
Mandag 19. juni 2017
Kl. 12: Åbning af dansker-stranden
Kl. 17-18: Happy-hour
Kl. 19: Åbningsfest arrangeret af YCDK for studerende, Young Lions og unge talenter
Tirsdag 20. juni 2017
Kl. 17-18: Happy-hour
Kl. 18.30-19.30: Dimission for Hybrid Agency Program-holdet – arrangeret af KEA og Kreativitet & Kommunikation
Kl. 20-22: Velkomstfest for den danske delegation (indbudte gæster).
Kl. 22-01: Fest, DJ og koncert for hele den danske delegation med Sys Bjerre og Peter Lützen.
Onsdag 21. juni 2017
Kl. 14.30-15: Svenskerne syn på dansk kreativitet med David Orlic, Prime, og Jessica Bjurström, Komm!
Kl. 16-16.30: Addressable TV 2017 med Christian Godske, TV 2, og Peter Loell, Resolution Media
Kl. 17-18: Happy-hour
Kl. 17.30-18.30: Comedy Cannes Club LIVE med Mikkel Thorius, Ane Høgsberg og Søren Dühr
Kl. 19.30: Meet and drinks hos Dansk Reklame Film
Torsdag 22. juni 2017
Kl. 14-15: Officiel lancering af Creative North
Kl. 16.30-17: Mød filminstruktøren Asger Leth
Kl. 17-18: Happy-hour
Kl. 17-18: Speeddate en strandløve arrangeret af YCDK