Der findes næppe mange mennesker i kongeriget, som ikke kender den amerikanske virksomhed Mars – eller i hvert fald mindst ét af virksomhedens mange brands, som i årevis har forsødet tilværelsen for børn, voksne, hunde og katte.
Ud over den kendte Mars Bar står konfekture-koncernen også bag brands som Bounty, M&M’s, Milky Way og Twix, plus kendte dyrefoder-brands som Pedigree, Royal Canin og Whiskas, og den over 100 år gamle virksomhed får til sommer i Cannes overrakt en af den internationale reklameverdens fineste udmærkelser – Advertiser of the Year 2012.
Det sker som Cannes Lions’ anerkendelse af Mars-koncernens evne til at ”skille sig ud fra mængden med inspirerende og innovativ marketing for sine produkter og bakke op om sine reklamebureauers kreative arbejde”, som det hedder i en meddelelse fra organisationen bag reklamefestivalen.
Mars Inc. vandt sin første løve ved festivalen i 1990 og har siden da hentet ikke færre end 77 løver hjem i forskellige kategorier og for arbejde fra mange forskellige lande.
En Radio Grand Prix i 2007 for Snickers og derudover 11 guld-løver, 10 sølv-løver og 46 bronze-løver er det blevet til i årenes løb.
Paul S. Michaels, der er formand for Mars Inc. siger i en udtalelse, at man naturligvis er meget beæret over at modtage Cannes Lions’ Advertiser of the Year Award:
– Det er en anerkendelse af det fantastiske arbejde, som leveres af vores Mars-partnere og vores bureau-teams hos BBDO og DDB. God reklame er effektiv reklame, og blot som et eksempel kan jeg konstatere, at selv et 80 år gammelt brand som Snickers stadig vokser.
Bruce McColl, Mars Inc.’s øverste marketingdirektør, er manden der går på podiet i Cannes den 23. juni for at modtage prisen, og han nævner blandt andet Pedigree Dog Adoption-kampagnen som en stor succes. Kampagnen blev født i USA, men spredte sig bredte sig lynhurtigt ud til 40 lande.
Mars Inc. blev grundlagt i 1911 af Frank C. Mars og er i dag – ifølge Forbes – USA’s femtestørste privatejede virksomhed. Over 70.000 ansatte i 71 lande sørger årligt for en omsætning i omegnen af 170 milliarder kroner.