Der er næsten lige så mange kloge-Åser her i Cannes, som der er irriterende strandsand på Croisetten. Selvforståelsen er enorm, ikke mindst når det drejer sig om, hvad kreativitet kan bruges til. Men der er også seriøse fortolkere:

Mobile er kommet for at blive

Melanie Varley, global chef-strateg hos MEC, var bl.a. ude og kippe med kasketten for en række brands, der gør det godt mobilt og på salg via sites. Only-kommunikationen (med UncleGrey som dansk fødselshjælper) fik en opadvendt tommelfinger.

Hun kaldte de mobile muligheder for ”en kreativ renæssance”, og slog fast, at ”vi er nødt til at arbejde med ”scalable platformes and messages, hvis vi vil være med.” Hun hævdede, at eBay i dag tjener 10 pct. af indtægterne fra mobile enheder, hvilket summer til over en milliard dollar fra de ”bærbare” kunder om året.

Vi har for længst forladt tanken om, at mobile er til for awareness, involvement og omdømme. Det er mobile også, men først og fremmest er mobile i dag forretning, mente hun.

Kreativitet 720 grader, måske mere?

Kreativitet er både hammer, skruetrækker, trillebør og malerkost. Alt begrundes i kreative kompetencer her i Cannes. Og måske har vismændene (M/K) ikke helt uret.

Jim Stengel, tidligere global CMO for P&G, i dag selvstændig konsulent og forfatter til bogen ”Grow”, noterede bl.a., at kreativitet også handler om organiseringen af teams i bureauer og virksomheder, der forstår forbrugerne. Det førte til en dialog om 360 graders forståelsen af kommercielle budskaber – og sågar 720 grader – fordi når først man har gennemført sin sædvanlige model (360 grader), vender man tilbage og ser på strategi og budskaber endnu engang, denne gang med de nye digitale forbrugeres øjne.

Lidt spøjst måske, men hvorfor ikke køre rundt i manegen to gange, hvis det hjælper kunderne?

Gode gamle Leonardo

Hvis det virker globalt, kopierer andre det. Derfor er tricket at gøre noget anderledes, hævdede Leonardo da Vinci i tidernes morgen ifølge media-juryformanden Mainardo de Nardis, OMD Worldwides CEO. ”Læren er at gøre noget anderledes.”

– Rigtig mange media-indsendelser er ”anderledes”. Kampagnerne forandrer liv, intet mindre. Og når de samtidig er koblet til kundens forretning, er den kommercielle kommunikation ypperlig. Det bliver et stort media-år i Cannes i år, sluttede han.

Markedsforing.dk følger op og tjekker påstanden.

Markedsføring er til Cannes Lions hele ugen. Følg med her på sitet og via Twitter #CanneslionsDK.