FDIM er nu gået i gang med at varme op til uddelingen af DIA 07, Danish Internet Award, og foreningen har fået kyndig hjælp til arbejdet.
Matias Palm-Jensen fra det svenske bureau Farfar bliver juryformand – en rolle som han også skal indtage ved næste års uddeling Cyber Lions i Cannes.
– Matias Palm-Jensen må betegnes som en af de internationalt mest kreative lige nu når det gælder markedsføring på nettet. Han har selv vundet flere priser, og det at han er valgt som Cyber Lion President viser hvor anerkendt han er i branchen. Derfor er vi meget glade for, at han har sagt ja til at være formand for vores jury ved DIA 07. Sidste år professionaliserede vi prisuddelingen med en Grand Jury over den kreative jury og effektjuryen, og den model vil vi fortsætte i år med Matis for bordenden, siger Jon Lund, direktør i Foreningen af Danske InternetMedier, FDIM.
Det er fjerde gang at FDIM kårer de bedste internetkampagner.
I lighed med sidste år er prisuddelingen udvidet med en konferencedel med fokus på internationale trends i internet-markedsføring. Konferencen arrangeres i samarbejde med Dansk Marketing Forum, DMF og fagbladet Markedsføring.
– Markedsføringen på nettet er i rivende udvikling, og alle både blandt annoncører og bureauer har nettet som en væsentlig del af deres budgetter, siger Jan Maagaard sekretariatschef i DMF.
Matias Palm-Jensen bliver ikke kun juryformand, han bliver også hovedtaler på konferencen, hvor det endelige program endnu ikke er helt klart.
FDIM har desuden netop åbnet for tilmelding af kampagner.