Verdens største reklamefestival, Cannes Lions, der i år fejrer 50 års jubilæum, har valgt at udskyde deadlines for tilmeldinger til samtlige kategorier. Deadlines er udskudt til 2. påskedag, den 21. april. Deadline for festival deltagelse er stadigvæk den 9. maj.
Ifølge det svenske brancheblad Resumé vil antallet af delegerede ved Cannes Lions blive påvirket af tre forhold som præger verdens økonomien; nemlig en lavkonjunktur, krigen i Irak og lungesygdommen SARS.
Resumé refererer til en artikel i Wall Street Journal, som beskriver en tendens til, at flere amerikanske reklamebureauer vælger at skære i antallet af delegerede. Bl.a. vil Ogilvy & Mather kun sende en håndfuld delegerede fra Europa, skriver avisen. På trods af det lavere antal delegerede, tror Roger Hatchuel, der ejer festivalen, at antallet af bidrag vil holde sig på samme niveau som sidste år.