Hvis man er noget ved den kreative musik, er Cannes stedet at opholde sig i næste uge.
Ud over at være epicenter for de fineste prisuddelinger i reklamebranchen har den store, sydfranske festival i de senere år tillige været agendaskabende med en række prominente navne på talerstolen, og dette år er ingen undtagelse.
Blandt de mange navne i år finder man således Malcolm Gladwell, Sir Ken Robinson, Patti Smith, Dr. Edward De Bono, Pharell Williams, Arianna Huffington, Will.i.am, samt ansvarlige for en række af verdens mest kreative brands som Google, Foursquare, Facebook, Twitter, Coca-Cola, Kraft, Dreamworks, TED og mange flere.
Også de danske farver er repræsenteret.
For eksempel holder Naked Communications søndag seminar om ”kreativitetens 3 C’er – Community, Crowdsourcing og Co-creation” – og her har de internationale kommunikationsbureauer valgt at hente en dansk case op på podiet.
Det er partner og executive creative director Casper Willer fra Nakeds danske afdeling, der vil fortælle om erfaringer fra bureuaets mangeårige arbejde med Lego og deres community.
– Vi er rigtig glade for at have fået lov til at tale om en fantastisk virksomhed, og et helt utroligt kreativt fan community. Lego er en virksomhed, man lærer meget af at arbejde med, ikke mindst fordi de simpelthen har sat den globale agenda inden for deres arbejde med fans – også længe før man talte om sociale medier og brugerinvolvering, lyder det Casper Willer.
På scenen søndag aften kommer også Nakeds grundlægger Jon Wilkins, samt Stuart Wells fra Nokias globale marketing team. Han fortæller blandt andet om det prisvindende initiativ Nokia Push.
Se mere om Nakeds seminar
her.
Og se Jon Wilkins’ egen præsentation af seminaret
her.