Ledelsen i den nu krakkede Capinordic Bank får uhørt hård kritik i netop offentliggjort advokatundersøgelse. Hvis den bliver dømt, står den til fængsel og et erstatningskrav på 200 mio. kr. Det er sjældent, at en advokatundersøgelse munder ud i en rapport, som er så hård og entydig kritisk over for en virksomheds ledelse, som det er tilfældet med denne undersøgelse af Capinordic Bank, der gik konkurs den 11. februar i år.
– Det er en meget alvorlig rapport, som har afdækket, at der kan være et betydeligt strafansvar for de pågældende. Vi vil nu anmelde disse forhold til de relevante myndigheder og rejse et erstatningskrav på 200 millioner kroner, siger bestyrelsesformand i det selskab, som tog over, da Capinordic Bank krakkede, Steen Hove.
De tidligere bestyrelsesmedlemmer risikerer altså for de flestes vedkommende personlige konkurser, hvis de findes skyldige i bare nogle af de anklager, som advokaten i undersøgelsen kommer med. Og det er prominente navne som Lasse Lindblad, Claus Ørskov, Erik Damgaard, Ole Vagner, Steen Bryde og Henrik Juul, der udover store bøder også risikerer at blive sendt i fængsel i op til seks år.
Berlingske Business side 1 + 4-5.