Carat og Arla går sammen om Case Competition, hvor studerende over en weekend kan agere mediebureau. Med en konkret problemstilling skal de 24 studerende, der bliver fordelt på seks hold, på 48 timer lancere et produkt, som en jury skal bedømme.
Udover præmier til vinderholdet har de største talenter også mulighed for at blive optaget i Carats Talent Pool, som er Carats egen database med nyuddannede talenter.
– Carat Case Competition giver os mulighed for at se talenterne ”live”, og det er en god base for at finde fremtidens medarbejdere, fortæller Ulrik Petersen, Managing Director Aegis Media Aarhus, i en pressemeddelelse.
De 24 talenter findes inden for kommunikation, medier, strategi og kreativitet. De inddeles i hold af fire personer baseret på deres kompetencer, så holdene afspejler virkelighedens mediebureauer. Derfor består juryen også af folk fra Arlas og Carats ledelse. Samtidig får de studerende også mulighed for at sparre med Carats medarbejdere.
– Carat Case Competition er en mulighed for de studerende for at arbejde med en konkret kommerciel problemstilling og endda for ét af de største brands i Danmark. Arbejdsformen er intens, da der arbejdes under tidspres, hvilket stiller store krav til analytiske evner, beslutningskraft og ikke mindst samarbejdsevner, siger Ulrik Petersen.