Carat har etableret et nyt datterselskab, som under navnet Carat Retail skal arbejde med særligt fokus på detailhandel. Selskabet skal ledes af Rolf Bach Christensen, som også styrer Carats Århus-kontor, og han kan råde over 5 medarbejdere. Carat Retail skal arbejde med eksisterende såvel som nye detailhandels-kunder i Carat.
– Der gælder andre ‘spilleregler’ for detailhandlere mht. markedsføring og kommunikations-strategi, og det betyder at detailhandels-kunder har behov for mere tilpasset service og rådgivning. Detailhandelen kæmper ofte med en forståelse af medie-effekt på såvel mærkets værdi som den daglige omsætning; hvor også kundernes oplevelse af butikken, personalet samt assortimentet – kan have afgørende indflydelse på effekten af den traditionelle markedsføring i media og tilbudsaviser, siger Rolf Bach Christensen og tilføjer:
– I Carat Retail vil også indgå en løbende udvikling af Carat Insight’s økonometriske salgsmodelleringssystem, som bl.a. Synoptik kører med stor succes. Og dermed vil vi udvikle en endnu bedre forståelse for alle de faktorer, der har indflydelse på salget i detailhandlen.
Carat Retail blev etableret for et par år siden i Norge, og med etableringen i Danmark vil der nu være 15 personer i Norden, som arbejder i Carat Retail.