Bates offentliggjorde for nylig sin tilbagevendende analyse af folks holdninger til reklame, herunder holdninger til breaks på TV. Analysen viste igen i år, at mange synes, at reklamer på tv er irriterende, især når de afbryder et program.
Problemet ved alle slags undersøgelser er, at risikoen for at ”få svar som man råber i skoven” er overhængende. Det påpeger Jan Møller, direktør i Carats TV Marketing Int, til Viasats nyhedsbrev ”Nyt fra TV-branchen”.
– Når man spørger, om der er for mange reklamer, eller om det er irriterende at blive afbrudt af reklamer i en film, så svarer det til at spørge folk, om de synes, de betaler for meget i skat. Procentsatsen har en tendens til at blive høj, siger Jan Møller til nyhedsbrevet.
TV Marketing Int. har udført en række statistiske analyser omkring fænomenet ”holdninger til breaks”.
– De viser, at justerer man for folks generelle holdning til reklamer, får man et noget mere nuanceret billede af folks holdninger til breaks. Der er således signifikant forskel på, hvordan man forholder sig til breaks, hvis man er mod reklamer – i forhold til hvis man mener, reklamer blot er en naturlig del af samfundsmekanismen. Og den sidste gruppe har derfor også markant færre breaks-modstandere.
Nyheder